Krigen i Ukraine påvirker Europa på mange måder – og ikke kun i forbindelse med våben-leveringer til regeringen i Kiev.
Krigen er også blevet et problem for flytrafikken til Asien – først og fremmest Kina.
Europæiske flyselskaber må nemlig tage en stor omvej nedenom Rusland, fordi de ikke – som i tidligere tider – kunne krydse hen over russisk territorium på vej til og fra lufthavnene de kinesiske storbyer.
De kinesiske flyselskaber har ikke samme problem. Beijing er gode venner med Moskva og kan fortsat benytte luft-korridorer ind over Rusland.
Det giver kineserne er stor fordel over for europæiske flyselskaber som f.eks. SAS, Lufthansa eller KLM.
De kinesiske flyrejser er flere timer kortere, og de kinesiske Airbusser og Boeinger skal bruge meget mindre brændstof end de tilsvarende maskiner fra europæiske flyselskaber.
Det samme gælder Turkish Airlines og de store flyselskaber på den arabiske halvø som f.eks. Emirates, Qatar Airways eller Etihad.
De kræver ganske vist en mellem-landing undervejs, men har alligevel fordele i rejsetid og brændstof-forbrug.
Resultatet er bl.a, at SAS har droppet sin direkte rute mellem København og Shanghai.
Den sidste afgang fra København letter den 7. november, mens sidste afgang fra Shanghai foregår den 8. november.
Virgin Atlantic har gjort det samme med sin rute fra London til Hong Kong og LOT Polish Airlines fra Warshawa til Beijing.
Også British Airways har indstillet sine flyvninger mellem Heathrow i London og Beijing. I første omgang indtil hele november med.
Senest har Lufthansa så meddelt, at man standser sin rute mellem Frankfurt og Beijing fra den 27. oktober.
Den rute er hidtil blevet betjent med fire-motorede Airbus A340 fly, der bruger rigtig meget brændstof til rejsen.
Indtil videre vil Lufthansa dog opretholde sin rute mellem München og Beijing, som det tyske flyselskab betjener med mere benzin-besparende og to-motorers Airbus A350 maskiner.
Hollandske KLM har endnu ikke lukket sine Kina-ruter, men har til gengæld sendt en klage til EU-Kommissionen og bedt om hjælp til den konkurrence-forvridende situation.
Helt omvendt ser Finnair imidlertid ud til at reagere. Her vil man udvide sine flyvninger mellem Helsinki og Kina samt Japan, selvom de også må tage en stor omvej.
Finnair ser uden tvivl en mulighed for at lokke passagerer fra sine konkurrenter i Europa – vel mest SAS – når de hellere vil flyve med europæiske flyselskaber end med kinesiske.
Finnair meddelte således i dag, at man fra sommer-fartplanen næste år vil øge til fire ugentlige og direkte afgange mellem Helsinki og Shanghai.
Desuden vil Finnair fra næste sommer flyve fire gange ugentligt til Nagoya i Japan og dagligt til Osaka, der er vært for World Expo 2025….
(Indledningsfoto til artiklen: SAS)
Skriv et svar