Når man nu ikke kan sende mange afgange og passagerer afsted på grund af Corona og rejse-restriktioner, må flyselskaberne finde på andre metoder at tjene penge på.
For et år siden havde flere japanske selskaber således succes med at tilbyde flyvninger til ”ingen steder”. Her kunne folk, der savnede fornemmelsen af at have vinger på, købe billetter til rundture i passagerfly. De startede og landede blot i lufthavn.
Andre flyselskaber som f.eks. British Airways solgte ud af kasserede flys kabine-indretning. Hos briterne var det originale trolley’er, glas, tallerkener, service osv fra pensionerede Boeing 747 Jumboer, som man kunne købe som souvenir.
Nu følger Singapore Airlines åbenbart efter i samme spor: Via flyselskabets online-shop kan man få fat i brugte Business Class sæder og flytte dem hjem til sit kontor eller dagligstue.
Sæderne er prisbelønnet for deres design og høje siddekomfort, men passe ind i en almindelig dansk bolig med IKEA møbler gør de nok ikke.
Omvendt kan de formidle et indtryk af at flyve med luksuriøse Singapore Airlines. Illusionen kan gøres komplet ved at afspille videoer fra flyselskabet på sit tv foran lænestolen.
De originale Business Class stole er blevet opkøbt af det Singapore-baserede design studie Ipse Ipsa Ipsum, der har renoveret de slidte sæder fuldstændigt.
Man kan nu købe dem i de originale farver og samme læder som hos Singapore Airlines. Men man kan også få dem betrukket med sine egne stoffer, hvis man betaler ekstra og er villig til at vente mellem 16 og 20 uger på sit nye møbel.
Hvert flysæde kommer med en plakette, der fortæller i detaljer om, hvilket fly det stammer fra – både flytype, registrerings-nummer, antal timer i luften osv. Måske man ligefrem har siddet i samme maskine på en af sine rejser til og fra Asien.
Singapore Airlines oplyser, at flysæderne kun findes i et begrænset antal. De koster fra 6.000 Singapore dollars eller ca. 30.000 danske kroner. Alternativt kan man betale dem med 750.000 miles i flyselskabets loyalitets-program.
Med i prisen kan man i øvrigt få et bolig-indretnings-kursus hos en konsulent fra Ipse Ipsa Ipsum. Det vil dog kræve, at man selv befinder sig i Singapore for at hente sin flystol….
(Indledningsfoto til artiklen: Singapore Airlines)
Skriv et svar