Det er mange år siden, at man kunne stige på et tog om aftenen i København og så være fremme i Berlin, Hamborg eller Paris næste dag.
Det var faktisk grov-hyggeligt: Man sad ikke indeklemt i et passagerfly. Man slap for alt besværet med check-in, Security osv. i lufthavnen. Og man kunne spadsere frit rundt i toget, snue i sovevognen eller kigge forbi spisevognen, der også havde en lille bar.
Måske de goe gamle tider er på vej tilbage. Ikke fra DSB’s side, for her har man slet ikke opdaget, at elektrisk drevne tog kan være den store fremtid efter Corona og de stadig stærkere krav om klimarigtig transport.
Heldigvis har svenskerne mere visionære folk. Både i regeringen i Stockholm og i vores nabolands pendant til DSB. Det hedder SJ.
I hvert fald har Sverige meddelt, at man vil køre internationale nattog gennem Danmark til flere europæiske storbyer senest fra 2022.
De to første ruter, som er nævnt, er Malmø til Bruxelles og Stockholm til Hamborg. Flere ruter kan komme på tale, hvis projektet er en succes.
Togene skal komme drønende over Øresundsbroen, så det vil jo være oplagt, at de stopper undervejs i større danske byer som f.eks. København eller Odense.
Alt afhængig af, om nattogene tager vejen over Fyn og Sydjylland til Tyskland, eller om de tager en genvej via f.eks. Rødby-Puttgarden færgerne. Nogle år senere vil den kommende bro over Femern Bælt være vejen.
At svenskerne mener det dybt seriøst med de nye nattog til Europa, understreges, at regeringen i Stockholm vil afsætte 400 millioner svenske kroner til formålet. Det er 280 mio. danske.
Svenskerne er i øvrigt ikke de første, som har genopdaget mulighederne i internationale langdistance-tog gennem Europa.
Også det statslige østrigske jernbane-selskab ÖBB driver flere linier mellem storbyer som Wien, Hamborg, Rom og Berlin.
Jeg glæder mig allerede….
(Indledningsfoto til artiklen: Himanshu Gunarathna / Pixabay)
Skriv et svar