Molslinjens busselskab Kombardo Expressen skifter fra april strategi, så passagererne kan skifte rute, mens de befinder sig på Kattegat.
På den måde bliver Molslinjens hurtigfærger forvandlet til busterminaler på vandet – en slags flydende ”hub” – på vej mellem de danske landsdele.
Hidtil har Kombardo Expressen kørt mellem to faste punkter, så alle ruter fra Jylland f.eks. havde én bestemt endestation på Sjælland.
Med den nye fleksible ordning, hvor man vælger og skifter bus midt Kattegat, kan man f.eks. sammensætte en rejse fra Aalborg til Lyngby. Eller naturligvis – vice versa – ændre destination på vej til Jylland.
Nyheden får antallet af ruter til at eksplodere i Kombardo Ekspressens fartplan. Det nye samlingssted – hubben – på færgen udløser 84 ruter. Heraf er de 64 helt nye.
Ud over Lyngby kan de nye endestationer også være f.eks. Københavns Lufthavn eller Bagsværd og Ballerup vest for hovedstaden.
Den enkelte buspassager mærker ikke den store forandring undervejs:
Når bussen ankommer på Molslinjens færge, skal de blot gå ind i passager-området og hygge sig. Imens sørger færgens personale for, at deres bagage flyttes fra den ene bus til den anden.
Ved ankomsten til Sjællands Odde skal passageren blot sørge for at stige på den rigtige bus på vogndækket, og rejsen kan så fortsætte til det nye bestemmelses-sted.
På sin vis minder det meget om, hvad der sker, når man skifter fly i en større lufthavn. Blot i mini-format og til søs.
Fra begyndelsen vil Kombardo Expressen køre hub-afgange fra Aalborg, Randers, Aarhus, Silkeborg, Odden, København og Københavbns Lufthavn.
Billetter sættes til salg fra den 14. marts….
(Indledningsfoto til artiklen: Molslinjen)
Skriv et svar