Selvom det kan føles helt anderledes, når man står og venter i en lufthavn, er antallet af forsinkede fly faktisk lavere end før Corona pandemien.
I den forløbne uge landede hver femte passagerfly i Europa senere end planlagt. Mere præcist 19 procent. I samme uge 34 i 2019 var det 22 procent.
8,2 procent af afgangene var mere end et kvarter forsinket mod 10 procent for tre år siden, oplyser Eurocontrol i sin ugentlige status-opgørelse.
Eurocontrols flyveledere holder øje med den overordnede lufttrafik over Europa og har derfor adgang til alle relevante trafiktal.
Eurocontrol fortæller f.eks, at flyene var forsinket med i alt 104.158 minutter i den seneste uge. Det er en tredjedel mindre end i 2019.
Ryanair var igen det klart mest travle flyselskab i Europa. Med 3.013 daglige afgange ligger Ryanair som det eneste selskab i toppen over niveauet fra før Corona. Faktisk hele 15 procent. Alle andre har færre fly i luften:
- Ryanair – 3.013
- easyJet – 1.622
- Turkish Airlines – 1.449
- Lufthansa – 1.205
- Air France / KLM – 1.097
London Heathrow er fortsat ikke vendt tilbage til sin gamle status som Europas største lufthavn. Med sine egne indførte begrænsninger på maksimalt 100.000 passagerer om dagen, lander Heathrow på en femteplads med i gennemsnit 1.109 starter og landinger om dagen:
- Istanbul IGA – 1.309 starter / landinger
- Paris Charles de Gaulle – 1.301
- Amsterdam Schiphol – 1.271
- Frankfurt – 1.174
- London Heathrow – 1.109
(Indledningsfoto til artiklen: Oleksandr Pidvalnyi / Pexels)
Skriv et svar