Rullende sommerhuse bliver mere og mere sjældne på danske veje og campingpladser.
For tiende år i træk er antallet af campingvogne nemlig faldet, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Campinglivet holdes især kørende i Jylland, mens københavnerne åbenbart foretrækker at bo i sommerhus, i feriecentre eller tage på hotelferie i udlandet.
Jyske kommuner dominerer nemlig Danmarks-kortet, når det gælder både antallet af campingvogne, autocampere og campingpladser.
Ifølge Danmarks Statistik havde campingvogne deres storhedstid for ti år siden – i begyndelsen af 2010’erne. Siden er bestanden faldet uafbrudt.
I en fire-årig periode fra 2010 til 2013 lå antallet af danske campingvogne stabilt på omkring 158.000. I dag er tallet skrumpet til 127.400.
Autocampere er dog gået frem siden 2020, men de udgør i år kun 10 procent af den samlede bestand af campingvogne og campere. Lige nu kører 12.754 autocampere på danske nummerplader.
Blandt de 20 kommuner, der i 2022 havde mindst 70 campingvogne og autocampere pr. 1.000 familier, ligger de 17 i Jylland.
Helt i top ligger kommunerne Lemvig, Hedensted og Ringkøbing-Skjern med i gennemsnit 88 vogne og campere.
Til gengæld kan man kigge langt mellem campingvogne og autocampere i hovedstaden og i Nordsjælland:
Frederiksberg og Københavns Kommuner ligger helt i bund med kun fire enheder pr. 1.000 familier. Derefter følger Gentofte med syv og Lyngby-Taarbæk med ni.
Antallet af danske campingpladser er samlet set faldet en smule i løbet af de seneste ti år. I juli 2012 var der 416 pladser mod 403 i 2022.
Igen er det Jylland, der fører an. 302 af de 403 større pladser med en kapacitet på mindst 75 enheder ligger nemlig i hovedlandet.
De havde tilsammen 90.726 pladser til campingvogne, telte, autocampere og hyttegæster. For ti år siden var tallet 91.040.
Til gengæld vandt camping turisme frem under Corona pandemien, hvor danskerne var udelukket fra at rejse på ferie til udlandet.
Camping oplevede ellers sin store nedtur i 2017, hvor antallet af overnatninger på campingpladser i juli og august faldt til ca. 5,57 millioner. Det var det laveste antal i over 30 år.
Fem år senere – i 2022 – er tallet steget igen til ca. 6,73 millioner i de to store sommerferie måneder. Det er dog fortsat langt fra rekordåret 1992 med 8,54 millioner overnatninger i juli og august.
Danske gæster stod for hovedparten af overnatninger på danske campingpladser i sommeren sidste år – nemlig 63 procent. Tyskere stod for 22 procent, mens hollænderne nåede op på seks procent.
Overordnet set har camping været faldende, når man kigger på det samlede antal turist-overnatninger i Danmark i de seneste 30 år.
Hvor camping i 1992 stod for næsten en tredjedel af alle overnatninger – nemlig 31 procent- var tallet dalet til 20 procent sidste år. Eneste undtagelse var et hop opad i Corona-årene 2020 og 2021….
(Indledningsfoto til artiklen: Blake Wisz / Unsplash)
Skriv et svar