Efterårets travleste ferietid – uge 42 – indledes på fredag, og Falck forbereder sig til en travl efterårsferie.
Falck regner således med at hjælpe godt 1.500 syge eller uheldige danskere hjem fra populære destinationer som Spanien, Tyrkiet, Italien, Grækenland og De Kanariske Øer.
Det svarer til omkring halvdelen af de turister, som Falck samlet set bringer hjem i hele oktober, når de bliver syge i udlandet eller kommer ud for et uheld.
Til sammenligning er det også tre gange så mange, som Falck hjælper på en almindelig uge i september eller november.
De fleste danskere, som bliver syge eller kommer ud for uheld i deres efterårsferie, befinder sig på den spanske halvø, på Mallorca eller De Kanariske Øer.
Sidste år stod Spanien og Tyrkiet tilsammen alene for over halvdelen af Falcks rejseassistancer i uge 42.
Den mest almindelige sygdom, som Falck oplever, er ”gastroenteritis”. Den er også kendt som turistmave, eller bare dårlig mave og opkast.
Derudover ser Falck også en del syge turister med influenza, som får brug for lægehjælp i deres efterårsferie.
Blandt børnene er den mest almindelige sygdom mellemøre-betændelse. Typisk på grund af mange svømmeture i poolen, som kan indeholde bakterier og virus.
Falck hjælper også, når uheldet er ude. Hvert år hjælper Falck især mange danskere, der bliver udsat for tyveri – eller som oplever fly- og bagage-forsinkelser.
Hjælpen kommer fra Falcks Global Assistance afdeling, der er Skandinaviens største af slagsen.
Den har et team af bl.a. læger, som på Falcks alarmcentral i Danmark sidder klar til at hjælpe forsikrings-selskabernes kunder, hvis de bliver syge eller får brug for hjælp i deres efterårsferie.
Det kan både være med adgang til en lokal læge eller et hospital. I andre tilfælde er telefon-rådgivning tilstrækkelig, mens Falck i værste tilfælde skal flyve danskere hjem i specialfly.
Til sidst en liste over de tre hyppigske sygdomme og uheld, som danskere kommer ud for i deres efterårsferie i udlandet – plus nogle gode råd til at undgå dem:
Mave-infektioner og influenza
Først og fremmest skal man huske at have det blå sygesikringskort med, hvis man besøger et land i Europa. Så har man ret til behandling på samme vilkår som borgerne i det land, man rejser i.
For at undgå at blive syg med mave-infektion skal man huske at vaske og spritte sine hænder af ofte. Især i forbindelse med buffet-mad på hotel og ved restaurant-besøg.
Undgå køb af mad og snacks fra lokale madboder. Drik vand fra flaske. Undgå isterninger i drinks og sodavand.
Ørebetændelse
Hvis du eller dit barn oplever øresmerter på jeres ferie, skal I kontakte en læge gennem jeres forsikrings-selskab.
Kun lægen kan vurdere, om der er behov for lægebesøg og eventuelt antibiotika eller smertestillende behandling.
Tyveri og forsinkelser
Det er en god idé at have flere kreditkort med på rejsen. De skal fordeles i flere forskellige tasker og tøj, så man ikke mister alt, hvis man er uheldig og får stjålet sin pung.
Falck anbefaler også, at man har en fotokopi på papir og et foto på mobilen. Så er det meget lettere at få et nyt pas, hvis man får sit stjålet, eller man taber det.
Sørg for at bære taske og rygsæk på maven – ikke på ryggen eller over skulderen. Ellers har lommetyve for let spil.
Ha’ heller ikke mobilen liggende i buksernes baglomme, sådan som man ser det ofte i det danske gadebillede. Det er ren lokkemad for tyve.
Hvis man bruger medicin, skal man huske at have den i håndbagagen. Så mangler man den ikke, hvis man er uheldig og oplever bagage-forsinkelse….
(Indledningsfoto til artiklen: Meg Jenson / Unsplash)
Skriv et svar