Alle, der har holdt ferie på den græske ø Santorini, kender situationen. Ellers har mange set billeder og tv fra øen, hvor både den smukke og den mindre smukke side af Santorini er blevet vist.
Santorini er i perioder helt overrendt af turister. Især når de store krydstogtskibe losser op til 17.000 turister om dagen.
Langt de fleste af dem vil ikke nøjes med at sidde i havnen hele dagen for at kigge udefra på det kæmpeskib, de lige er ankommet med.
De vil op til Santorinis ene hovedby Fira. Og op er ordet. Fira ligger 400 meter over havets overflade, og den eneste vej til byen er enten en langt serpentine-vej eller at kravle op ad en trappe med 600 trin.
Igennem årtier er den transport blevet ordnet af øens 4.000 æsler. Én turist på ryggen af hvert æsel, og dagens indtægt er sikret til dyrenes ejere.
Problemet er blot, at rigtigt mange af turisterne er overvægtige. De burde gøre noget ved deres overflødige kilo ved at tage trappen på gåben. Det gør de bare ikke. Hellere vil de betale en mindre formue for at leje et stakkels æsel.
Og stakkels er det rette ord. Æslerne får ryg- og benskader af de mange kilo, der skal slæbe op ad den stejle og stærkt kuperede ø.
Dyre-elskere kørte en kampagne i de sociale medier, som både tv, aviser og magasiner i de store krydstogt lande så. Det virkede.
Derfor er det nu slut med fede mennesker på Santorinis æsler. De må selv kravle op ad trappen. De overvægtige – ikke æslerne.
Både krydstogt-rederierne og Firas borgmester Nikos Zorzos er med på ideen, fortæller det britiske dagblad Guardian.
Desuden har den græske regering vedtaget en lov, der forbyder, at æslerne må bære mere end 100 kilo inklusive saddel. Det svarer til en femtedel af dyrenes egen vægt.
Selvom loven ikke nævner turister, men kun vægtgrænserne, ved alle på Santorini og omegn, at de nye regler sigter på de fede gæster fra krydstogtskibene.
Guardian fortæller også, at rederierne slet ikke var svære at overtale til at gå med i projektet.
Dels havde de ikke lyst til at blive trukket ind i historier om dyreplageri. Det er skidt for business. Dels havde et stigende antal af især yngre gæster på skibene klaget over de arme æsler.
Max-vægten for turister på æsler er i øvrigt ikke den eneste begrænsning, som Santorini indfører for at bevare miljøet på den smukke ø.
Fra denne sommer må kun halvt så mange krydstogtskibe anløbe Santorini. Hver dag slippes højst 8.000 gæster ind….
Skriv et svar