Mens SAS kæmper om at komme på benene igen efter en forfærdelig Corona periode og en efterfølgende pilotstrejke, går det anderledes godt hos ærkerivalen Norwegian.
Efter sin store finansielle omstrukturering i 2021 og strategi-skiftet til kun at flyve indtægts-givende ruter i Europa har Norwegian igen medvind.
Det norske flyselskab kan således se tilbage på sit bedste andet kvartal nogensinde. Omsætningen endte på 4,8 milliarder norske kroner og gav et overskud før skat på 1,25 mia. norske kroner. Det svarer til ca. 930 millioner danske.
Næsten fem millioner passagerer i april, maj og juni var med til at give det flotte resultat. De betalte nemlig dyrere billetter, som Norwegian satte op for at modvirke inflation og højere udgifter til brændstof.
Det var et skaktræk, som langt fra alle flyselskaber turde tage på grund af konkurrence-situationen og frygt for, at de netop tilbagevendte passagerer ville forsvinde igen.
Kaos i lufthavne og priskrig ude i Europa synes dog ikke at have påvirket Norwegian synderligt. Pilotstrejken hos SAS har heller ikke betydet det store i andet kvartal, da den først for alvor gav effekt i juli – altså i begyndelsen af tredje kvartal.ø
Det får Norwegian til at tro på et godt efterår, hvor især billetsalget til efterårs-ferien ser rigtig godt ud. Til vinter ventes nordmændene dog at skære ned i antallet af afgange.
Noget, som Norwegian selv beskriver som «power-by-the-hour» drift. Her betaler flyselskabet kun leasing-selskaberne, når flyene er i luften. Ikke, når de står ubeskæftiget på jorden.
Ved udgangen af juni havde Norwegian 65 Boeing fly på vingerne. Otte af ti sæder var solgt – 81 procent – og flyene kom kun frem til tiden på 78 procent af afgangene. Den manglende præcision kan tilskrives de velkendte drifts-problemer i mange lufthavne.
De fleste passagerer hos Norwegian er privat-personer og folk på ferie. Fremover vil nordmændene satse stærkere på forretnings-rejsende. De bliver dermed en endnu hårdere konkurrent for SAS.
Ved regnskabs-præsentationen i Oslo i morges sagde Norwegians topchef Geir Karlsen, at selskabet kan mærke en stigende andel af erhvervs-rejsende. De er attraktive, fordi de typisk betaler højere priser for flybilletter.
”Vi skal blive meget bedre til at lokke forretningsfolk ombord på vores fly. Lige nu er vi gået i tænkeboks, hvordan vi kan gøre det bedre fremover.”
For nylig annoncerede Norwegian, at man ville købe 50 nye Boeing 737 Max 8 fly, der skal leveres mellem 2025 og 2028. Desuden har selskabet sikret sig en option på yderligere 30.
De nye Boeing fly er afgørende for Norwegians næste kapitel. Flyene bruger mindre brændstof end de nuværende, og de forurener heller ikke så meget – skriver Norwegian i sin børsmeddelelse….
(Indledningsfoto til artiklen: Norwegian)
Skriv et svar