Danskerne prioriterer udenlands-ferien højt. De vil rejse med et formål og gerne besøge destinationer, der er ukendte og ikke er overrendt af turister.
Det er nogle af konklusionerne i en ny rapport fra det store charter-rejse-bureau Apollo, som kigger på danskernes forventninger til deres ferier i 2024.
Det er der kommet en liste med fem mega-trends ud af:
”Danskerne er gået hen og blevet solide globetrottere. Vi udforsker hele tiden nye steder og nye måder at rejse på. Faktisk er vi mere eventyrlystne, end vi ofte selv tror,” forklarer Glenn Bisgaard. Han er salgsdirektør hos Apollo.
Selvom de fleste holder sig til de klassiske ferie-destinationer, udforsker mange nye og mere uberørte sider af vores favoritter.
Vi sidder ikke bare ved hotellets pool eller nøjes med at besøge de nærmeste restauranter, barer og strande.
Hos Apollo har rejsemål uden masse-turisme den største stigning i salgstallene. Hvem kender f.eks. Limnos, Tilos eller Plakias?
Samtidig vokser interessen for autentiske hotel-oplevelser som f.eks. Mondo Local. Disse hoteller er ofte privat-ejede og er integreret i det lokale miljø med lokale madvarer osv.
Ferien prioriteres op
Efter en måned præget af sne og sibirisk kulde er det nemt at forstå, hvorfor ferien sydpå rangerer højt hos danskerne.
Selvom priserne er steget, planlægger over 40 procent af danskerne med at rejse på ferie til udlandet, som de plejer.
Denne trend bekræftes af Apollos egne salgstal. De viser, at salget her i begyndelsen af det nye år ligger 15 procent over samme tidspunkt for et år siden.
Mens De Kanariske Øer, Ægypten og Emiraterne er de mest eftertragtede her i vinter-månederne, skiller Grækenland sig ud som næste sommers store trækplaster. Over syv af ti bookinger hos Apollo går til en græsk by eller ø.
Rejse med et formål
En rejseform, der har vundet frem gennem flere år, er træningsture.
Men det er ikke længere kun motions- og sports-fanatikere, der køber dem. I dag er de blevet en trend for et meget bredere publikum.
Hos Apollo ligger de rene sports-hoteller i top, men gæsterne er alt fra familier og venne-grupper til solo-rejsende og elite-atleter. Alle vil være aktive og komme i bedre form på ferien.
Markant er også, at flere og flere seniorer tager på den slags ferier. Til det formål har Apollo lanceret sit Silver koncept, der tilbyder uger med fysisk aktivitet og dans til gæster over 55 år.
Én rejse og flere destinationer
Mens 1990’erne for længst har gjort et comeback i modebilledet, er det 80’erne, der præger rejse-scenen i 2024. De såkaldte ø-hop er nemlig blevet trendy igen.
Interessen for at opleve flere rejsemål på samme tur er vokset så stærkt, at Apollo nu kan tilbyde 65 forskellige kombinations-muligheder – alene i Grækenland.
Flere rejser sammen
En anden og nyere tendens, som Apollo kan mærke, er, at flere og flere mennesker vil rejse på ferie i grupper.
Tidligere var grupper forbeholdt fejringer af fødselsdage, jubilæer eller bryllupper. I dag ser man ofte storfamilier tage af sted på ferie sammen.
Den trend har øget efterspørgslem efter store lejligheder, huse og villaer. Desuden skal hoteller tilbyde et bredere udbud af aktiviteter til gæster i alle aldre….
(Indledningsfoto til artiklen: Apollo Rejser)
Skriv et svar