Selvom DSB er god til at overholde fartplanen, er togrejser i Danmark sjældent spændende. Hverken når man taler togenes luksus eller ruternes skønhed.
Så går det meget bedre i udlandet, hvor togselskaberne har gjort sig store anstrengelser i de seneste par år for at blive mere oplagte alternativer til rejser med fly eller bil.
Mest interessant har det stadig voksende netværk af internationale nattog været, som efterhånden spænder over det meste af Europa. Blot ikke Danmark.
Her i 2025 åbner europæiske togselskaber nye ruter hver måned, der går på tværs af landegrænserne.
De kan alle være med til at give togrejser et fortjent comeback. Fem af dem præsenterer jeg i denne artikel:
Sov fra Bruxelles til Venedig
European Sleeper er et relativt nyt togselskab, der debutterede i maj 2023 med en rute mellem Berlin og Bruxelles.
Den 5. februar åbner den næste rute mellem Bruxelles og Venedig:
Afgang to gange om ugen klokken 17 i den belgiske hovedstad og ankomst i den flydende by dagen efter klokken 14 næste dag. Den modsatte vej er afgang klokken 15 i Venedig med ankomst i Bruxelles klokken 11 om formiddagen.
Undervejs på den 20 timer lange togrejse gør toget holdt i Eindhoven i Holland, München i Tyskland, Innsbruch i Østrig og Bolzano i Italien, før det kører langs foden af de smukke Dolomitter på sin vej til Venedig.
Toget har tre klasser og er forsynet med både restaurant-vogn og en lounge bar til hygge og til at kigge ud på Europa, der suser forbi uden for vinduerne.
Hurtigere mellem Berlin og Paris
Nightjet er navnet på en international nattogs-services, som de østrigske statsbaner ÖBB står bag,
I godt et år har Nightjet togene bl.a. kørt tre gange om ugen mellem den tyske og den franske hovedstad. Turen tager godt 13 timer fra Paris og 14,5 timer fra Berlin.
Togene afgår tidligt om aftenen og ankommer næste morgen. Det har gjort dem populære hos et stigende publikum, der gerne vil ankomme frisk udhvilede til deres destination og slippe for stresset i lufthavnene.
Lige før jul udvidede Nightjet med en ekstra dagforbindelse, der foregår med høj-hastigheds-tog. Så vil togrejsen mellem Berlin og Paris kun tage otte timer.
Undervejs stopper lyntoget kun i Frankfurt, Karlsruhe og Strassborg. Desuden kører det gennem nogle af Tysklands smukke landskaber.
Vild luksus med Orient Expressen
Den berømte Orient Express kører igen. Den er dyr, men giver en togrejse, der minder om dengang, hvor transport på skinner var det mest luksuriøse, man kunne forestille sig.
Det nye tog i retro stil kører med 11 vogne, der kun har plads til i alt 62 passagerer. De fordeler sig på 12 luksus-kabiner, 18 Master suites og en enkelt ”La Dolce Vit” suite.
Alle kabiner er udstyret med dobbeltseng, sofa, lænestole og badeværelse. Room service som på et luksus-hotel er en selvfølge.
De fleste Orient Express ruter har deres udgangspunkt i Rom og kører i øjeblikket til bl.a. Venedig, Portofino, Mater og Catania – alle i Italien.
Fra 2025 vil Orient Expressen også tage på international langfart til f.eks. Paris, Istanbul og Split i Kroatien.
Fald i søvn med Van Gogh – vågn op med Gaudi
En af de med spænding imødesete nye nattog kører mellem Amsterdam og Barcelona.
Den togtur kan man allerede tage i dag, men den tager 17 timer og kræver flere togskift undervejs.
European Sleeper vil forkorte rejsen markant med et hurtigt nattog, der kun skal stoppe i Bruxelles og Lille i Frankrig på vejen.
Start-dato er ikke fastsat endnu, men det bliver nok først til efteråret 2025.
GoVolta til lave priser
Holland er også udgangspunkt for et nyt og noget anderledes togkoncept. Det hedder GoVolta og skal tilbyde lang-distance togrejser til små penge.
Den første rute bliver formentlig mellem Amsterdam og Berlin. Åbning skal være i september 2025 med afgange om morgenen og ankomster sent på eftermiddagen.
GoVolta er ikke et lyntog. Tværtimod tager rejsen to timer længere end Deutsche Bahns service mellem Berlin og Amsterdam. Til gengæld skal billetpriserne være meget lavere.
På lidt længere sigt vil GoVolta også åbne togruter fra Amsterdam til København og Basel i Schweiz….
(Indledningsfoto til artiklen: Jonathan Barreto / Unsplash)
Skriv et svar