For et år siden talte flyselskaberne varmt om at blande bio-benzin i deres brændstoffer. Det gjorde ikke passagerflyene rigtig grønne og forureningsfri, men det duftede da af natur.
Lige nu ser bio-benzin ud til at være røget af dagsordenen i halvdelen af de nordiske lande. I hvert fald er der gået strøm i både Finland og i Norge.
Det er kun 14 dage siden, at det norske flyselskab Widerøe meldte ud, at det vil have fuldt elektriske passagerfly i rutefart senest i 2025.
Det skal ske gennem et samarbejde med britiske Rolls-Royce til at levere motorerne og italienske Tecnam resten af flyet.
Nu følger så Finnair efter i slipstrømmen. Det finske flyselskab vil købe op til 20 elektriske regional-jets fra det lille svenske firma Hearts Aerospace.
Her er man i gang med at udvikle det elektriske ES-19 fly, der skal kunne transportere 19 passagerer over afstande over 400 kilometer.
Med andre ord er flyet ikke egnet til de lange distancer eller f.eks. inter-skandinaviske ruter. Kun de lokale og regionale.
”Vi tror, at elektriske fly vil blive et af værktøjerne i fremtidens luftfart. De vil hjælpe os med at promovere bæredygtig og ansvarlig flytrafik – specielt på de korte ruter. Det er vigtigt i en tid, hvor klima-forandringer vil dominere agendaen i stigende grad,” forklarer Anne Larilahti. Hun er Finnairs vice president for bæredygtighed.
ES-19 flyet fra Hearts er udviklet specielt til nordiske forhold. Der er tale omen højvinget konstruktion med fire elektrisk drevne propellere.
Flyet skal kunne fungere i små lufthavne med korte start- og landingsbaner på 750 meter. Topfarten er 400 kilometer i timen – den typiske march-hastighed 330 km/t.
Lige nu findes ES-19 kun som prototype, men Hearts håber at få flyet type-godkendt senest i 2026. Ud over Finnair har syv andre flyselskaber bestilt 147 eksemplarer via såkaldte ”letters of interest.”
Finnair er også medlem af Nordic Electric Aviation Initiative, der skal arbejde for at indføre elfly i Skandinavien. Andre medlemmer er bl.a. SAS. Icelandair. Air Greenland, Braathers og Heart Aerospace….
(Indledningsfoto til artiklen: Heart Aerospace)
Skriv et svar