Selvom krigen i Ukraine ikke ser ud til at slutte sådan lige med det samme, og luftrummet over Rusland derfor fortsat vil være lukket, kan Finnair ikke vente længere.
Inden krigen tjente det finske flyselskab store penge på sine lange ruter mellem Helsinki og store asiatiske byer i Kina, Japan, Indien og Thailand.
På grund af Finlands særlige geografiske placering kunne det betale sig for mange europæere at tage turen til Asien via Helsinki.
Herfra var det nemlig en genvej at flyve ned tværs igennem Rusland, Mongoliet og Kina frem for at tage den lange omvej nedenom hen over Mellemøsten.
Alt dette måtte Finnair opgive, da Rusland overfaldt Ukraine. Pludselig blev Finland både politisk og geografisk mere isoleret end nogensinde før.
Finnair har forsøgt at overleve ved at skære voldsomt ned, foretage fyringer og begynde at flyve nogle få lange ruter til Asien ad den lange sydlige rute. Her tager rejsen let 13-14 timer.
Desuden eksperimenterede Finnair med at indlede flyvninger til USA fra Stockholm, hvor der var kommet ledige pladser, efter at Norwegian helt opgav at flyve lange ruter.
På det seneste kan Finnair imidlertid mærke en voksende efterspørgsel hos publikum på rejser til Fjernøsten.
Måske den bliver endnu større nu, hvor Kina omsider lemper sine Corona restriktioner og åbner for langt flere flyrejser i det store land.
Finnair har i første omgang besluttet at øge sine afgange fra Helsinki til Japan, Hong Kong og Indien fra næste sommer.
Finnerne genåbner således til Osaka i Japan med tre ugentlige afgange på onsdage, fredage og søndage. Samtidig får ruten til Tokyos Narita lufthavn ekstra afgange hver mandag, tirsdag, torsdag og lørdag fra Helsinki. Derudover flyver Finnair dagligt til Tokyos anden store Haneda lufthavn.
Finnair udvider også til Hong Kong og Delhi, der fra næste sommer får daglige afgange med Airbus A350 fra den finske hovedstad.
Den øgede trafik mellem Finland og Asien foregår dog fortsat ad den lange sydlige nonstop rute, der giver ekstra timer i luften….
(Indledningsfoto til artiklen: Steve Lynes / Wikimedia)
Skriv et svar