Selvom Finland ligger oppe i højre hjørne af Skandinavien, er landet bestemt ikke en omvej sådan rent trafikmæssigt.
Tværtimod har det nationale flyselskab Finnair meget dygtigt omdannet Helsinkis lufthavn til en glimrende genvej til de fjerne lande i Asien.
Finnair er især stærk på Kina og byder i dag på flere direkte flyruter til det store land ”i midten” end de store lufthavne nede i Europas centrum.
Derfor har Helsinki udviklet sig til at være den 6. mest populære rute fra Københavns Lufthavn. Med flere passagerer end f.eks. Frankfurt og Berlin.
Mange danskere har nemlig fundet ud af, at Helsinki er en smart og behagelig lille omvej for at komme hurtigt til det fjerne østen.
Den position kan Helsinki snart forstærke, når Finnair indleder ruteflyvninger til Nepal. Ifølge avisen The Himalayan har finnerne indsendt en ansøgning til myndighederne i Nepal om at flyve med Airbus A330 eller A350 direkte til landets hovedstad Kathmandu.
Lige nu er Turkish Airlines det eneste europæiske flyselskab, der flyver til verdens højest placerede land oppe i Himalaya.
Hos Turkish Airlines skal danskere skifte fly i Istanbul. Andre muligheder for at komme til Nepal går typisk via Emiraterne eller Qatar – eller med flere hop ned igennem Asien.
Nepal kæmper for at få flere turister lokket til det fattige land. Ud over penge, som nepalesiske gæste-arbejdere sender hjem fra udlandet, er turisme den vigtigste indtægts-kilde.
I 2018 passerede Nepal for første gang nogensinde en million udenlandske gæster. Allerede i 2020 skal det være to millioner.
Nepals største problem er imidlertid den svære tilgængelighed. Desuden mangler landet internationale flyforbindelser som den, Finnair nu vil etablere.
Nepals egne flyselskaber må ikke oprette ruter til Europa. Siden 2013 har Nepal været på EU’s sorte liste for flyselskaber, fordi deres sikkerheds-niveau var under al kritik. Det gælder både landets statslige Nepal Airlines og det private Himalaya Airlines….
Skriv et svar