Det nationale italienske flyselskab Alitalia har været på røven i årevis. Dårligt management og umulige fagforeninger har mange gange skubbet Alitalia på afgrundens rand – og et par gange er det lykkedes at vælte flyselskabet i konkurs.
Resultatet er, at Alitalia har mistet sin status som støvlelandets dominerende flyselskab. I dag er Ryanair, easyJet og Air Italy alle større på det italienske marked end Alitalia selv.
Alligevel er mange fortsat interesserede i at få et par vinger ind i Italiens luftrum. Gerne ved at købe Alitalia til en billig pris og på betingelse af, at man kan rydde op i den in-effektive organisation.
Etihad fra Dubai overtog for nogle år siden Alitalia, men opgav hurtigt. Flyselskabet var ét stort hul, og der var ikke megen hjælp at hente hos de hurtigt skiftende regeringer i Italien.
Lufthansa har også vist stor interesse og gik i 2018 længe for at være favorit til at købe det italienske flyselskab.
Tyskerne var dog kun interesserede i Alitalias internationale netværk af ruter. De indenrigs og underskuds-givende ruter ville Lufthansa ikke have.
Efterfølgende opstod der et længe-varende vakuum, hvor den italienske regering modtog tilbud fra flere sider og sikkert også holdt møder med udenlandske kandidater.
Ingen bed dog på, før store amerikanske Delta Air Lines kom flyvende ind fra Atlanta.
Hvad amerikanerne ville med det bundrådne Alitalia, undrede mange sig over i december sidste år. Men nu tegner der sig et større strategisk billede.
Fransk-hollandske Air France / KLM har nemlig erklæret, at selskabet er parat til at købe op til 40 pct. af et nyt Alitalia sammen med Delta Air Lines.
Franskmændene og hollænderne kender Delta rigtig godt. Alle tre flyselskaber er nemlig medlem af SkyTeam alliancen og flytter mange passagerer mellem hinanden.
Med Alitalia under de samme vinger vil alliancen kunne udbygge sin position i Sydeuropa og få adgang til nye ruter, der dækker Mellemøsten, Afrika, Asien og Sydamerika.
Air France, KLM og Delta vil samtidig kunne styrke deres position i forhold til de to andre giganter i europæisk luftrum. International Airlines Group (IAG) med bl.a. British Airways, Iberia og Aer Lingus – og Lufthansa gruppen med bl.a. Austrian, Swiss, Eurowings og Lufthansa selv.
Ifølge den italienske aviss ”Il Sole” skal Italien senest den 29. januar beslutte, hvem der skal have lov til at købe omkring 40 pct. af Alitalia og samarbejde med de italienske statsbaner FS.
Regeringen har nemlig tvunget jernbane-folkene til at gå ind i Alitalia for at danne en italiensk transport-gigant i både luft og på jorden. FS skal tage 20-25 pct. af aktierne, en udenlandsk partner fra luftfarten op til 49 pct – mens den italienske stat sætter sig på resten.
Den engelske lavpris selskab easyJet skal også fortsat være med i forhandlingerne, skriver den italienske avis. easyJet skal formentlig købe nogle af Alitalias fly og overtage landings-rettigheder – såkaldte ”slots” i Milanos store Linate lufthavn.
Selv Lufthansa, der én gang er bakket ud, skal fortsat være i samtaler med Ferrovie dello Stato, der er det fulde navn på Italiens svar på DSB – FR.
Sandsynligheden for, at tyskerne investerer i Alitalia er dog lille. For en uge siden meddelte Lufthansa nemlig, at man ville udbygge sit lille italienske datterselskab Air Dolomiti og bruge det til et angreb på de store lufthavne i bl.a. Rom og Milano.
For Alitalias tusinder af ansatte ser ingen af de mulige konstellationer dog særligt positive ud. Alle vil nemlig som det første gennemføre masse-fyringer for at gøre Alitalia rentabel….
Skriv et svar