Google Maps er i forvejen en af verdens mest populære online services til at opdage verden og navigere rundt i den. Heldigvis hviler Google ikke på laurbærrene og indfører fra denne uge en meget stor forbedring af Maps.
Fremover vil de lidt ferske og monokrome digitale landkort få mange flere kulører på:
Google har nemlig taget elementer fra sine satellit fotos og tilføjet mere præcise angivelser af, hvor f.es. skove, floder, ørkener og sne-dækkede bjergtoppe befinder sig i Maps.
De har fået stærkere farver, så de ikker er til at overse, hvilket mange rejsende sikkert vil klappe i hænderne over. Tætte skove vises nu som mørkegrønne, mens åbne marker er farvet lysegrønne,.
Ifølge Google vil de nye farve-kort fungere både ved oversigts-billeder og, når man zoomer ind og ud for flere detaljer.
Google har selvfølgelig ikke glemt dem, der elsker at rejse i byer:
Lige nu er Google i gang med at opdatere sine bykort, så de kommer til at vise deres helt korrekte bredde og geografiske forløb.
Nye bykort vil også indeholde mere information om fortove, fodgængerfelter og øer midt på gader, så fodgængere kan færdes mere sikkert i fremmede byer.
Google regner med, at de første nye gadekort vil dukke op i de kommende uger og måneder til London, New York og San Francisco. Andre byer følger senere.
Googles store konkurrent – Apple – står heller ikke stille: Apple Maps udvider sin Google Street View lignende funktion, der hedder ”Look Around”, til også at omfatte byer uden for UA.
Desuden vil den næste version 14 af iOS styresystemet til iPhone indeholde digitale landkort med særlig fokus på miljø og klima:
Kortene skal bl.a. vise detaljerede informationer om cykelstier og cykel-fokuseret navigation i byer. Også elbil ejere får ekstra hjælp på kortene, der angiver, hvor byernes ladesøjler er placeret….
(Indledningsfoto til artiklen: Google)
Skriv et svar