(Opdateret) «Grundet mangel på bemanding hos NAVIAIR, den selvstændige virksomhed som varetager flyveledelsen, er der i øjeblikket risiko for forsinkelser på afgange og ankomster, ligesom der er risiko for enkelte aflysninger.»
Det er den besked, man i øjeblikket møder i et gult advarselsbånd øverst på skærmen, når man klikker ind på hjemmesiden hos Københavns Lufthavn.
Det er en pæn måde at skrive på, at passagerer til og fra Danmarks største lufthavn allerede mærker et stigende antal forsinkelser og de første aflysninger af rutefly. I den forløbne weekend var det alene 66 aflysninger.
Problemet har stået på i næste en måned, og det risikerer at accellerere, hvis ikke ledelsen i Naviair og flyveledernes fagforening DATCA snart bliver enige om en ny overenskomst.
Ifølge Berlingske Tidende står parterne langt fra hinanden. Fagforeningens udspil er nemlig, at dens medlemmer skal stige 25 procent i løn. Fra i dag 1,2 millioner kroner i gennemsnit om året til fremtidig 1,7 mio.
Flyveledere var også et af problemerne i sommeren sidste år – dog ikke i København dengang. Til gengæld måtte i tusindvis af flyafgange aflyses ude i Europa.
Sammen med mangel på folk til at betjene Security sluserne sørgede det for flere timer lange kødannelser i store lufthavne som f.eks. Heathrow i London, Schiphol i Amsterdam og Frankfurt i Tyskland.
I alle tilfælde var der mangel på uddannet personale. Under Corona pandemien blev mange flyveledere og Security-folk fyret.
Da pandemien var overstået, var de ikke til at finde igen og tilbyde ny ansættelse. Sikkerheds-folkene havde fundet andet arbejde, mens mange flyveledere tog det udlandet, hvor lønninger er højere og skatten lavere. Dubai er f.eks. et populært sted at flytte til for flyveledere.
Københavns Lufthavn er bestemt heller ikke det eneste sted, hvor mangel på flyveledere er et problem nu om dage.
Hos Eurocontrol i Bruxelles, der koordinerer flytrafikken på kryds og tværs af Europa, er man f.eks. på udkig efter flere hundrede nye folk.
I Frankrig har flyvelederne strejket i over 40 dage i de seneste tre måneder, hvilket til sidst blev for meget for Europas største lavpris-selskab Ryanair.
Ryanair kritiserer nu offentligt EU-Kommissionens formand Ursula von der Leien for at ignorere de franske flyvelederes strejke. Indtil videre har den betydet, at over 700.000 passagerer ikke har kunnet gennemføre deres planlagte flyrejse.
Ryanair mener, at EU med sin passive holdning og manglende indgriben overtræder sine egne regler om fri bevægelighed i Europa.
Flyvelederne i Danmark er ikke en del af lufthavnen, men er ansat i Naviair. Det er en selvstændig virksomhed – ejet af den danske stat.
Flyvelederne hos Naviair styrer afgående og ankommende fly i København, Roskilde, Aalborg, Tirstrup, Billund og Rønne. Når selskabet er på fuld bemanding, er der ansat omkring 300 flyveledere.
På Naviairs hjemmeside står følgende kommentar til den aktuelle situation:
”Vi beklager de forsinkelser, som vi i det seneste uger har forårsaget i Københavns Lufthavn. Vi har fuldt fokus på at vende tilbage til en normal og stabil drift hurtigst muligt.”
Det tager tre år at uddanne nye flyveledere, så problemet ser ikke ud til at kunne løses fundamentalt sådan lige her og nu.
Naviair har forsøgt at lukke huller ved at sende sine flyveledere på ekstra vagter. Men det gider de ikke længere. I hvert fald ikke uden at blive belønnet for de i form af flere penge, skriver Berlingske.
Så hvad kan man gøre som passager i Københavns Lufthavn:
Det bedste er løbende at bruge lufthavnens apps til at tjekke, om ens fly er forsinket eller måske helt aflyst. Alternativt kan man kontakte sit rejsebureau eller flyselskab….
(Indledningsfoto til artiklen: Michael Kidmose / Københavns Lufthavn)
Naviairs flyveledere kontrollerer lufttrafikken over og omkring Danmark. (Illustration: Naviair)
How to become)
Skriv et svar