I de seneste to år med Corona pandemi har mange danskere (gen-)opdaget sommerhusene i eget land. I år er vi så ved at at skabe en ny trend:
Flere og flere holder sommerferie flere generationer sammen. Både børn, forældre og bedsteforældre. Det giver en øget efterspørgsel efter store sommerhuse med god plads til hele familien eller større vennegrupper.
Det fortæller Danmarks største udlejer af sommerhuse – NOVASOL – der også kan se en trend til at sikre sig sommerhusene allerede fra juni, hvor skolernes sommerferie begynder.
De færreste børneforældre har mere end tre ugers sommerferie. De har så typisk delt ugerne op i to, så den ene forælder kan være med børnene.
Det er ikke optimalt, når man vil holde en rigtig familiesommer. Derfor hentes bedsteforældrene ind til at bygge bro eller tage de første tre uger med børnebørnene i sommerhus.
”Vi ser oftere end før, at bedsteforældre passer børnene om dagen i de store sommerhuse. Forældrene kommer så om aftenen, så der kan laves kvalitetstid for alle tre generationer i nogle timer,” forklarer Per Brogaard. Han er kommerciel direktør i NOVASOL.
Forældrene overtager så den daglige tid med børnene i de sidste tre uger af skole-sommerferien fra anden halvdel af juli og begyndelsen af august. Så kan bedsteforældrene også en periode med afslappet sommerferie.
Konkret viser tallene fra NOVASOL, at antallet af bookinger med seks, otte eller 10 personer er steget med 28 procent i ugerne 25 til 27. Her er mange børn gået på sommerferie, men deres forældre endnu ikke.
Per Brogaard kan også se, at interessen er stor for leje af sommerhuse, der har børnevenligt udstyr som sandkasse og gynger. Også sommerhuse med adgang til strand og nærliggende badelande er i høj kurs. Det samme er huse med indendørs aktiviter som billard, dart og bordfodbold.
Den nye trend mod mere samvær mellem bedsteforældre og børnebørn vækker begejstring hos familie-vejleder Lola Jensen. Hun er bl.a. kendt for bogen ”Må vi så få ro!”, der handler netop om positivt familie-samvær.
Lola Jensen har selv lejet et stort sommerhus ved Ordrup Næs på Vestsjælland i den første uge af skolernes sommerferie. Det sker sammen med hendes mand og fire af parrets tilsammen otte børnebørn.
”Det er et fantastisk familiesamvær, man kan få ud af at leje et sommerhus i Danmark. Her kan børnebørn og bedsteforældre have langsom tid sammen med åndehuller. De kan lege og f.eks. lave mad sammen, mens børnenes forældre er på arbejde. De støder til, når det lige passer ind,” forklarer Lola Jensen.
”I min familie gjorde vi det første gang i 2020 for at kompensere for den normale skiferie, der gik i vasken på grund af Corona. Det var en succes, vi har gentaget lige siden. Det er en ferie- og samværsform, der gør noget godt for alle dele af familien,” fortsætter hun.
NOVASOL peger også på andre fordele ved at leje et sommerhus tidligt på sæsonen: Priserne er lavere. Der er et større udvalg af huse. Der er færre turister ved strandene og ingen køer ved attraktioner, badelande osv….
(Indledningsfoto til artiklen: )
Skriv et svar