Det er ikke kun priser på energi, brændstof og dagligvarer, som er påvirket af Ruslands angrebskrig i Ukraine.
Den efterfølgende usikkerhed i Østersøen får antallet af krydstogtskibe i København til at falde denne sommer.
Til gengæld får Bornholm, Skagen og Aarhus markant flere anløb af de store skibe med de mange turister ombord.
Sådan tegner billedet sig lige i øjeblikket af krydstogt-turismen i Danmark. Det viser en fremgang på 48 anløb i forhold til tallet i begyndelsen af 2022. Nemlig fra 544 til 592.
Det viser de nyeste tal fra CruiseCopenhagen, der er den danske krydstogt-branches fælles netværk.
Inden året er gået, kan tallene dog sagtens have ændret sig mange gange på grund af den store usikkerhed i Østersø-regionen lige for tiden,
Af samme grund tør CruiseCopenhagen ikke at give et bud på, hvor mange turister Danmark får besøg af via krydstogtskibene i år.
Tidligere i år havde Danmarks klart største krydstogthavn – hovedstaden – set frem til at få besøg af 343 krydstogtskibe i 2022. Tallet er nu aktuelt faldet til 326.
Årsagen er primært uroen i hele Østersø-regionen, der ikke er blevet mindre af, at de tidligere neutrale Sverige og Finland har søgt om at blive medlem af NATO. Det skridt opfatter magthaverne i Kreml som en fjendtlig handling.
Den slags påvirker naturligt nok også interessen fra turister i at tage på kryds i regionen – formentlig især amerikanere. De må også undvære at besøge ellers meget populære Skt. Petersborg på deres rundtur til søs.
Denne forsigtighed ser til gengæld ud til at være til glæde for Danmarks andre krydstogthavne:
Antallet af anløb på Bornholm er således gået frem fra 75 til 91 siden nytår, Skagen er vokset fra 45 til 61, mens Aarhus er hoppet fra 36 til 63 anmeldte krydstogt-anløb.
Mens de øvrige danske havne typisk kun har korte én-dages besøg af krydstogt-skibene, har København oparbejdet en position som ”turn-around” havn – dér, hvor gæsterne begynder og afslutter deres krydstogter.
Det skyldes, at mange gæster kommer flyvende ind langvejs fra til Københavns Lufthavn, som ligger tæt på krydstogt-kajerne i Nordhavnen.
Mange krydstogt-gæster tager så mindst én overnatning og bruger flere penge i hovedstaden. Færre anløb vil derfor gå hårdt ud over Københavns hoteller, restauranter og turist-rettede butikker.
CruiseCopenhagen, der netop har haft 30-års fødselsdag, har havnene i Skagen, Aalborg, Aarhus, Fredericia, Kolding, Sønderborg, Nyborg, Kalundborg, Hundested, Helsingør, Rønne og København med i sit netværk….
(Indledningsfoto til artiklen: StokPic / Pixabay)
www.
Skriv et svar