Det er dyrt og svært at hyre dygtige flyveledere.
Det er især et problem for mindre lufthavne med begrænset trafik og lidt øde placering i provinsen, hvor flyveledere ikke har lyst at flytte til.
Løsningen kan være at lade små lufthavne fjernstyre. Det sker fra et fælles kontrol-center, mens hver af de deltagende lufthavne får såkaldte ”Remote Towers.”
Fænomenet kendes i Danmark, men det er meget mere udbredt i flere af vores nabolande som Norge eller Storbritannien.
Norge indførte sit første fjernstyrede kontroltårn i 2019 og har efterhånden 11 af sine mindre lufthavne dækket ved hjælp af denne teknologi.
Nu udvider Norges statslige lufthavns-selskab Avinor med yderligere syv via et samarbejde med firmaet Kongsberg Defense & Aerospace.
De syv små lufthavne ligger i Båtsfjord, Mo i Rana, Mosjøen, Sørkjosen, Sandane, Vadsø og Ørsta Volda. De skal være fjernstyret fra 2027.
Allerede i dag fjernstyrer Avinors flyveledere lufthavne i Berlevåg, Førde, Hasvik, Mehamn, Namsos, Røros, Rørvik, Røst, Sogndal, Svolvær og Vardø.
I marts 2025 kommer tre ekstra ombord – nemlig lufthavnene i Leknes, Molde og Sandnessjøen.
At Norge har så mange flere lufthavne end f.eks. Danmark, skyldes landet særlige geografi. På grund af bjerge og fjelde er det nemmere at forbinde byer og regioner med fly end med biler og tog.
Ifølge Avinor bor to af tre nordmænd m/k mindre end en times bilkørsel fra en lufthavn. Den bruges ikke kun til at sende passagerer og fragt på vinger, men gennemfører også mange tusinde sygetransporter hvert år.
Avinors fjernstyrings-central ligger i nord-norske Bodø. Her kan én flyveleder kontrollere trafikken i op til tre lufthavne ad gangen, hvilket sparer mange penge i både løn og drift.
Flere af de lokale kontroltårne i Norges mindre lufthavne er nemlig slidt og trænger til modernisering. Så er det mere effektivt og gå over til fjernstyring….
(Indledningsfoto til artiklen: Eurocontrol / Facebook)
Skriv et svar