Man kan måle på folks optimisme og rejselyst på mange måder.
Den mest almindelige måde er at registrere, hvor travlt rejse-bureauer, flyselskaber, lufthavne og charter-selskaber har.
Melder de om tæt på udsolgt, betyder det, at forretningen går godt. Det er ofte signalet her i april, når det gælder charter-rejser til de mest populære feriemål sydpå. Ordene ”alt udsolgt” er ofte brugt her midt på foråret.
Intet er imidlertid normalt i år. Det har Corona virussen sørget for. Lande har lukket deres grænser. Rejsebureauer og hoteller har intet at lave – og flyselskaberne parkerer deres maskiner på jorden.
Lidt optimisme er der heldigvis at spore. Den store billet- og rejse-søgemaskine Skyscanner melder nemlig om en stigning i folks interesse i de seneste par uger for at booke ferier igen. Det sker efter flere måneder med meget lav søge-aktivitet.
Antallet af søgninger ligger fortsat langt under niveauet på samme tid sidste år, men kurven går klart opad igen.
Det gælder især for rejser i andet halvår af 2020. Første halvår er helt smadret, mens efteråret måske kan blive helt hæderligt, vurderer Skyscanner.
Den skotske virksomhed er i dag kinesisk ejet og blandt verdens allerstørste søgemaskiner for flybilletter hoteller og billeje.
Stigningen i rejse-søgninger kommer på trods af, at ingen ved, hvornår rute- og charter-flyvning igen bliver frigivet.
De fleste lande i Nordeuropa har talt om, at det kunne ske i maj. Omvendt har de traditionelt store ferielande fortsat problemer med COVID-19 smitte og vil slet ikke have turister i øjeblikket.
Det gælder f.eks. Spanien og Italien. Grækenland har lukket sine grænser for turister, og Thailand stoppede for al international lufttrafik lige inden denne weekend.
Ifølge Skyscanner tror et stigende antal mennesker på, at de kan købe rejser allerede fra begyndelsen af maj. Det er i hvert fald fra det tidsrum, at søgninger efter rejser begynder at stige mærkbart.
Søgemaskinen har foretaget en rundspørge blandt 8.346 af sine brugere:
Den viser, at et stort flertal af de adspurgte regner med, at det igen bliver sikkert at rejse i løbet af de næste seks måneder. I Storbritannien mener 84 procent det, i Tyskland 74 procent og i USA ligeledes 74 procent. Og dét på trods af, at briterne og amerikanerne er blandt de folkefærd, der lige nu er hårdest ramt af Corona….
(Indledningsfoto til artiklen: Maya Nabrowski / Pixabay)
Skriv et svar