Turisme-pilen er ved at vende i den rigtige retning igen efter først tre år med Corona og derefter økonomiske kriser i vigtige nabolande, der normalt leverer masser af besøgende til Danmark.
Landets største hotelkæde – Scandic – kan på sine bookinger for sommer se, at der vil være en mærkbar fremgang i antallet af internationale rejsende til især København.
Samtidig ser det ud, som om svenskere og nordmænd er på vej tilbage. De blev væk på grund af den ugunstlige vekselkurs. Vores nordlige nabofolk syntes ganske enkelt, at det var blevet for dyrt at holde ferie i Danmark.
Det var især Jylland, der var ramt af de manglende svenske og norske turister, der blev hjemme på grund af inflation og svage valuta-kurser.
De blev så erstattet af flere turister fra Syd- og Central-europa, der valgte at holde ferie under mere nordlige himmelstrøg.
Her en måned før skolernes sommerferie kan man hos Scandic-kæden og hos turisme-organisationen Wonderful Copenhagen tydeligt mærke, at svenskere og nordmænd er på vej tilbage:
”Vores naboer plejer at valfarte til Danmark på sommerferie, men sidste år så vi et markant fald. Vores booking-tal for i år tyder heldigvis på, at vi igen får besøg af svenske turister,” forklarer Klaus Johansen. Han er kommerciel direktør hos Danmark.
Bestillingerne hos nordmændene ser også bedre ud end i 2023, men de er ikke så stabiliseret og oppe i niveau igen som svenskernes.
Sidste sommers stigning i antallet af besøg fra flere, mere sydlige lande i Europa ser ud til at fortsætte. Det er er der flere årsager til:
I 2023 var Sydeuropa plaget af hedebølger og naturbrande. Det fik mange til at søge en ”coolcation”. Det gjaldt især tyskere og franskmænd, men også spaniere, italienere, portugisere og grækere.
I år er fodbold-EM i Tyskland og OL i Frankrig med til at få hotelpriserne til at stige voldsomt. Det kan få en afsmittende effekt på interessen for ferie i Danmark, vurderer Scandic.
Bookingerne foregår mest via Scandics egen webside, når det er danskere. Bestillinger fra andre europæere sker typisk via globale rejse-portaler og internationale samarbejds-partnere. Her melder man også om flere søgninger på Danmark som ferieland.
Hos Storkøbenhavns turist-bureau Wonderful Copenhagen mærker man en samlet fremgang i sommerens internationale besøgstal i hovedstaden:
”Med sit stærke internationale varemærke og en stor lufthavn er København den drivende kraft for en stor del af turismen i Danmark fra Sydeuropa, Storbritannien og Nordamerika,” siger Rikke Holm Petersen. Hun er kommunikations- og marketing-direktør i Wonderful Copenhagen.
”På trods af benhård konkurrence fra andre europæiske hovedstæder forventer vi igen denne sommer en fremgang i antallet af internationale turister i København,” fortsætter hun.
Rikke Holm Petersen tilføjer, at Wonderful Copenhagen også satser på at få turister til at komme på besøg i de kolde vinter-måneder. Fremtidens turisme skal gerne være hel-års.
Hos Scandic ser man også København som sommerens helt store turist-magnet i Danmark. Der er dog også andre hits i det danske sommerland.
Det gælder f.eks. hoteller i f.eks. Silkeborg og Sønderborg. De er særligt populære hos par og familier, fordi de ligger tæt på natur og frilufts-oplevelser….
(Indledningsfoto til artiklen: Pixabay)
Skriv et svar