For godt en uge siden fortalte Statens Serum Institut (SSI), at Spanien var det land, hvor flest danskere hentede sig en Corona smitte i deres ferie.
Nu er Spanien blevet overhalet indenom af Tyrkiet, der har overtaget den kedelige førsteplads som den ferie-destination, hvor risikoen er størst for at blive smittet.
Samtidig er smitte-udbredelsen steget generelt hos danskere, der har været på rejse i udlandet. I uge 29 var det hver fjerde, som havde en Corona med hjem i bagagen. I
uge 30 – det var den, der sluttede den 1. august – var det 30 procent. Altså næsten hver tredje af alle de nye smittede, som SSI har registreret.
SSI regner med, at smitte-tallet har toppet nu, fordi skolernes sommerferie er slut. Derfor vil færre danskere tage på ferie i først og fremmest Tyrkiet og Spanien.
Tyskland, Grækenland og Bulgarien ligger også på Serum Instituttets Top-5 over lande med flest danske smittede. De ligger dog alle under fem procent.
”Vi har desværre set en stigning både i antal og andel Corona positive rejsende fra Tyrkiet, mens tallene falder fra Spanien og Mallorca,” konstaterer afdelingslæge Peter Henrik Andersen fra SSI.
Han advarer om, at man risikerer at give smitten videre til medpassagerer i flyet og bagefter familie og venner, når man er kommet hjem.
Afdelingslægen råder derfor rejsende fra Tyrkiet til at være særligt opmærksomme på risikoen for smitte. Eventuelt kan de blive testet, før de sætter sig ind i flyet.
Tyrkiet er orange i de danske rejsevejledninger, og Udenrigsministeriet fraråder derfor alle ikke-nødvendige rejser dertil, hvis man ikke er fuldt vaccineret. For ikke-vaccinerede gælder der krav om test og isolation efter hjemkomst til Danmark.
Hvis man bliver smittet på sin rejse til Tyrkiet, skal man selv betale sin karantæne. Flere danskere sidder i øjeblikket i isolation på tyrkiske hoteller.
Statens Serum Institut opfordrer fortsat rejsende til at følge et par gode råd:
- Sørg for at blive vaccineret og husk på, at du godt kan blive smittet, selvom du er vaccineret. Særligt, hvis du kun har fået det ene stik.
- Husk at blive testet, også selvom du er vaccineret. Især, hvis du får symptomer eller er i tvivl.
- Tag den gode adfærd med på rejsen. Smittetrykket er højere på mange af de rejsemål, vi besøger, end det er i Danmark.
- Rejs ikke, hvis du tror eller ved, at du er smittet.
- Overvej at få foretaget en Corona test på ferie-destinationen før hjemrejse – også i de tilfælde, hvor der ikke gælder testkrav.
- Overvej for en sikkerheds skyld at tage en PCR-test, når du kommer hjem fra din rejse.
(Indledningsfoto til artiklen: Karosieben / Pixabay)
Skriv et svar