De lysegrønne Flix busser, der også er et velkendt syn på danske landeveje, har sikret sig deres hidtil største skalp på det amerikanske marked.
I dag har det tyske moderselskab Flixmobility nemlig overtaget USA’s og måske verdens mest berømte busselskab Greyhound Lines. Prisen er 172 millioner dollars eller ca. 1,1 milliard kroner.
De karakteristiske Greyhounds kendes fra utallige tv-serier og biograffilm. De forbinder i øjeblikket 2.400 byer i USA med langdistance busser.
Flixbus har opereret på det amerikanske marked siden 2018 og forbinder 195 destinationer med hinanden. Opkøbet vil gøre Flix til en gigant på USA’s highways. Med overtagelsen bliver Flixbus herre over 1.000 ekstra busser.
De lysegrønne fjernbusser er en klar nummer ét i Tyskland. Flixbus er tillige Europas største og nu også USA’s.
I Tyskland er Flixmobility også hoppet på skinnerne. Her konkurrererer Flixtrain direkte med Deutsche Bahn på en række nøgleruter mellem tyske storbyer.
I Sverige har Flixtrain åbnet en privat togrute mellem Göteborg og Stockholm, mens Flix indtil videre holder sig til fjernbusserne på det danske marked. De både kører i Danmark og internationalt til storbyer i Europa.
Greyhound Lines har kørt inter-city busruter siden 1914. Hvordan de skal integreres i Flix, er endnu ikke afgjort. I første omgang bliver alt ved det gamle, siger Flixmobility til tyske medier….
(Indledningsfoto til artiklen: Flixbus)
Skriv et svar