Her i juli vil de fleste have opdaget, at det pludselig var blevet dyrt at flyve. Hvis man da overhovedet kunne komme afsted på grund af strejker og flyselskabernes drastiske nedskæring af afgange.
Høje brændstofpriser på grund af Ukraine krigen har fået selv lavpris-flyselskaberne til at sætte billetpriserne op i et rekordhøjt niveau.
Det samme gjaldt afbudsrejser til de populære feriemål sydpå. De var slet ikke billige, fordi der var så få af dem. Charterbureaerne er udsolgt på de fleste destinationer.
Til gengæld er der godt nyt til de danskere, som gerne vil på storbyferie i Europa i august. Nærmere bestemt i uge 32, hvor skolernes sommerferie netop er slut.
De kan komme på afsted til rekord-agtigt lave priser, viser en analyse, som rejseportalen www.travelmarket.dk har lavet.
Vil man gerne længere væk – altså flyve interkontinentalt til f.eks. USA eller Asien – er prisniveauet helt anderledes i uge 32. Her koster flybilletter mere end nogensinde før.
Travelmarkets Dansk Flyprisindex afslører, at den gennemsnitlige billetpris fra Billund til ti europæiske storbyer i uge er helt nede i 528 kroner. Der er det laveste i 12 år for begyndelsen af august.
Sammenligner man med uge 32 i 2019, der var det sidste normale år før Corona, koster flybilletterne fra Billund nu 38 procent mindre. 2019 havde hidtil rekorden for lave priser.
Her er nogle eksempler på flybilletter fra Billund i uge 32. Alle billetter er tur/retur, direkte til destinationen uden omstigninger undervejs samt inklusive skatter og afgifter:
- Prag – 102 kroner
- Wien – 134 kroner
- Rom – 350 kroner
- Oslo – 381 kroner
- Paris – 457 kroner
Også flybilletter fra København ligger på et meget lavt niveau i uge 32. Gennemsnitsprisen til 10 europæiske storbyer er nede i 711 kroner.
Kun under Corona i uge 32 i 2020 og 2021 kunne man komme billigere afsted med fly fra København – hvis man turde.
Uge 32 i 2019 havde indtil nu rekorden for laveste billetpris i de 12 år, som www.travelmarket.dk har lavet sine målinger. Den rekord bliver slået nu, hvor gennemsnitspriserne er ni procent lavere.
Her er nogle eksempler på billetpriser fra Københavns Lufthavn i uge 32. Igen er der tale om returbilletter uden omstigning og inklusive skatter og afgifter. Priserne er fundet den 12. juli 2022:
- Stockholm – 212 kroner
- Prag – 344 kroner
- Oslo – 564 kroner
- Berlin – 599 kroner
Direktør Ole Stouby fra Travelmarket.dk synes, at det er tankevækkende, at priserne igen falder så drastisk, når man tænker på de stigende brændstofpriser og inflationen:
”Trods strejker og nedskæringer i afgange forventer flyselskaberne, at de har mange maskiner i luften i begyndelsen af august. Konkurrencen mellem flyselskaberne er meget hård uden for den absolutte højsæson, der er i juli. Det så vi også på priserne i juni.”
Lange ruter 60 procent dyrere
Mens det altså er meget billigt at tage med fly til europæiske storbyer i uge 32, er det rekord-dyrt at rejse længere væk.
Travelmarket.dk oplever en kraftig stigning i billetpriser til de fleste interkontinentale destinationer, og det gælder både København og Billund.
”Jeg forventer, at de høje priser vil fortsætte året ud. Der er ikke nær så mange fly i luften som tidligere, samtidig med at efterspørgslen stiger. Det får billetpriserne til at stige,” forklarer Ole Stouby.
Han vurderer, at billetter til de lange ruter til USA og Asien først kommer tilbage i et meget lavere niveau i 2023, når markedet er normaliseret.
Gennemsnitsprisen på interkontinentale flybilletter i uge 32 er på over 7.000 kroner fra både Billund og København. Det er over 60 procent dyrere end i samme uge i 2019.
Her er fire eksempler, hvor der igen er tale om tur/retur billetter uden omstigning undervejs og inklusive skatter og afgifter:
- København – New York – 3.160 kroner
- København – Tokyo – 10.883 kroner
- Billund – Bangkok – 8.354 kroner
- Billund – Los Angeles – 5.979 kroner
Til sammenligning kunne man i 2019 flyve frem og tilbage mellem København og New York for 2.763 kroner, mellem København og Tokyo for 4.772 kroner, mellem Billund og Bangkok for 3.468 kroner og mellem Billund og Los Angeles for 3.991 kroner….
(Indledningsfoto til artiklen: The PixelMan / Pixabay)
Skriv et svar