Mennesker, der godt kan lide at rejse med fly, har ikke haft noget at klage over i det snart forløbne år. I hvert fald ikke, når det gælder kroner og ører.
Flybilletter har nemlig aldrig været så billige som i 2019. Prisniveauet er faldet generelt på grund af den øgede konkurrence i luften, men flere populære flyruter kan ligefrem tale om rekord-lave niveauer.
Det viser en ny undersøgelse, som pris-sammenlignings-siden Travelmarket.dk har lavet.. Travelmarket står bl.a. bag analysen Dansk Flyprisindex.
Ifølge den seneste opgørelse er flybilletter til fjerne destinationer faldet med en tredjedel siden 2012.
Således har gennemsnits-prisen til de 10 mest populære oversøiske rejsemål været de laveste nogensinde.
Både jyder og københavnere har haft glæde af udviklingen, for prisfaldene er sket ligeligt på flybilletter med afgange i Københavns og Billunds lufthavne.
Halvdelen af de inter-kontinentale ruter blev i 2019 målt til priser, der aldrig før har været så langt nede.
For eksempel har man i år kunnet flyve fra Billund til Tokyo og hjem igen for bare 2.810 kroner. Eller tur/retur mellem Billund og New York for 1.628 kroner.
Tilsvarende lave har flybilletterne været i København. Her har man kunnet købe en retur-billet til Dubai for 1.561 kroner, rejse til Rio i Brasilien for 2.825 kroner eller tage en smuttur forbi Hollywood og Los Angeles for 1.607 kroner. Tur/retur på Economy Class.
Gennemsnitsprisen for fly-billetter har også været den laveste nogensinde. Priserne er faldet med 24 procent i København siden 2012. I Billund hele 43 procent!
De største prisfald er i 2019 registreret på ruterne mellem København og Billund til Prag. Hvis man var lidt heldig, kunne man finde retur billetter til Tjekkiets hovedstad for bare 133 kroner tur/retur.
Billetter til den mest befærdede flyrute fra København – den, der går til London – har i perioder ligget helt nede på 49 kroner.
Det er næsten billigere end at køre en tur med s-tog, bus og Metro i den danske hovedstad. Fra Billund har en retur-rejse til London ligget nede i 181 kroner.
Til gengæld er der noget uenighed om, hvad der vil ske med billetpriserne i det nye år:
Mens flere finans-analytikere vurderer, at priserne vil stige som følge af klima-diskussionen, CO₂ skatter osv, mener Travelmarkets direktør, at flybilletter i Europa vil falde med fem procent og de inter-kontinentale med 10 procent:
”Konkurrencen mellem flyselskaberne er fortsat benhård. Ganske vist er Norwegian ikke så aggressiv som tidligere og lukker bl.a. ruter, men der er mange andre lavpris-selskaber til at tage over. Antallet af flysæder vil stige, og det giver som regel billigere flybilletter,” forklarer Ole Stouby.
(Indledningsfoto til artiklen: Gerd Altmann / Pixabay)
Skriv et svar