Allerede før præsident-valget i USA, proklamerede mange amerikanere, at de ville forlade deres hjemland, hvis Donald Trump blev genvalgt.
Som alle ved, er netop dét sket. Derfor bliver det spændende at se, om USA vil opleve en decideret ”exodus” af talentfulde og dygtige indbyggere i de kommende uger og måneder.
Hvis de godt kan lide at leve til søs, har krydstogt-rederiet Villa Vie Residences det helt rigtige tilbud til dem:
Tag verden rundt på krydstogt i alle de fire år, hvor Donald Trump vil sidde ved magten i Det Hvide Hus.
Den fire-årige sejlads skal foregå på det gode skib ”Odyssey” vil besøge 140 lande og 425 havne på den 48 måneder lange verdensrejse. Ikke en eneste havn vil ligge i USA, lover rederiet.
Den slags flugter er selvfølgelig ikke billige. Man vil jo gerne leve i luksus undervejs og blive beværtet fornemt med måltider, drinks og udflugter.
Derfor har Villa Vie Residences sat prisen på det fire år lange ”Skip Forward” krydstogt til den nette sum af 239.000 euro eller ca. 1,8 million danske kroner, hvis man vil bo i en enkelt-kahyt.
Er man to og kan dele en dobbelt-kabine, koster den 299.000 euro eller godt 2,2 millioner kroner for to.
Selvfølgelig er der tale om et PR-stunt fra rederiets side for at promovere sine laaange krydstogter, der kan bookes for et, to, tre eller fire år til søs.
Rederiet understreger, at man på ingen måde vil skabe politisk uro. Snarere vil man tilbyde skuffede vælgere i USA at flygte fra realiteten, mens Trump sidder ved magten.
Lige nu er “Villa Vie Odyssey” undervejs på sin første verdensrejse, hvor skibet besøger alle syv kontinenter, 13 verdens-vidundere og over 100 tropiske øer. I disse dage befinder Odyssey sig i Karibien.
Hvis man som Trump modstander, at fire år alligevel er for lang tid at tilbringe til søs, kan man i stedet booke et ”Mid Term Selection” krydstogt på to år. Så kan man være hjemme igen i USA til midt-vejs-valgene.
De to andre sejladser på henholdsvis 12 og 36 måneder kalder Villa Vie Residences så for henholdsvis ”Escape from Reality” og ”Everywhere but Home.”
Selve rederiet er relativt nystartet og meget lille, når man sammenligner med verdens krydstogt-kæmper.
Villa Vie Residences har heller ikke tiltrukket sig lutter positive overskrifter:
Tværtimod har der været en del artikler om gentagne forsinkelser af ombygningen af Odyssey plus ballade med enkelte gæster, som har bestilt i god tid og nu var trætte af den lange ventetid, inden de kan gå ombord….
(Indledningsfoto til artiklen: Villa Vie Residences)
Skriv et svar