Det er åbenbart ikke kun passagererne, der bliver større og større og derfor volder især amerikanske flyselskaber problemer med pladsen i sæderne og vægt-fordelingen i flyene.
Også stewardesser og stewarder skal på slankekur. I hvert fald hos Pakistans nationale flyselskab PIA. Her har kabine personalet i forbindelse med nytåret fået en officiel ordre til at tabe sig.
PIA’s ”flight attendants” har fået seks måneder til at nå ned på en idealvægt, som flyselskabet har bestemt for både kvindeligt og mandligt personale ombord.
Pakistanske medier skriver, at idealvægten ligger mellem 60 og 66 kilo ved en kropshøjde på 1,70 meter. Omkring 100 stewardesser eller fem procent af alt kabine personale hos selskabet overholder ikke disse regler.
Hvis det flyvende service personale vejer over 13 kilo over idealet, risikerer det at blive taget af flyene og sat til arbejde på jorden, forklarer en talsmand for Pakistan International Airlines (PIA) til den amerikanske tv-station CNN.
Flyselskabet beskriver også, hvordan personalet skal tabe sig. Det skal ske gennem en diæt, der skraber mindst to kilo om måneden af visningen på badevægten.
PIA understreger, at den lodrette ordre til personalet om at slanke sig kommer efter mange klager fra passagerer om tykke stewarder og stewardesser:
”Ingen skal udsættes for at se overvægtigt personale i vores passagerfly. Vores kabine personale skal være slank, smart og fit,” siger PIA talsmanden til CNN.
Ikke uventet er personale og fagforeninger blevet sure over ordren til at gå på slankekur. De vil nu gå helt op til Pakistans højesteret for at få den omstødt og erklæret ulovlig.
Mens de fleste europæere opfatter stewardesser og stewarder hos asiatiske flyselskaber som små, elegante, sirlige og meget service-mindede, har især Pakistan og Indien haft vægt-problemer.
For nogle år siden sendte Air India også sit kabine personale på slankekur. Dengang var forklaringen dog ikke det visuelt indbydende for passagererne. Argumentationen var sikkerhed ombord på flyene….
Skriv et svar