Tur/retur til London for 121 kroner eller til Rom for 271. Priserne er fortsat banket i bund, hvis man vil ud at flyve. Helt usædvanligt, når det gælder i skolernes vinterferie i uge syv, hvor der er højsæson for rejser.
Fra København har billetpriserne aldrig været lavere på denne tid af året, fortæller rejseportalen Travelmarket.dk, der har specialiseret sig i at sammenligne priser på bl.a. flyrejser.
Som Trends & Travel har skrevet flere gange siden nytår, fortsætter flyselskaberne med at banke billetpriserne i bund for at få passagerer til at fylde sæderne i deres fly.
Markedet har for mange flyafgange i forhold til passagerer, og den lave efterspørgsel på grund af Corona sørger for, at priserne er meget lave i vinterferien. Jeg har aldrig set noget lignende,” siger direktør Ole Stouby fra Travelmarket.dk.
Rejseportalen har sammenlignet de aktuelle flypriser i uge syv med afrejse fra København til danskernes favoritter blandt storbyer.
80 procent af de lave priser er med direkte fly tur/retur – ikke noget med omstigninger undervejs for at spare rejsepenge. Priserne er inklusive skatter og afgifter og fundet den 26. januar:
- Stockholm – 116 kroner
- London – 121 kroner
- Wien – 211 kroner
- Prag – 232 kroner
- Rom – 271 kroner
- Berlin – 290 kroner
- Amsterdam – 316 kroner
- Paris – 418 kroner
- Barcelona – 540 kroner
- Oslo – 536 kroner
Flypriserne fra Billund er også i bund i uge syv – dog ikke rekord-lave som iKøbenhavn. Gennemsnits-priserne fra Billund er 477 kroner.
Husk i forbindelse med rejserne, at Corona er årsagen til de lave priser – og at Omikron smitten fører til restriktioner i de fleste europæiske lande. Det er kun Danmark og England, som har afskaffet alle begrænsninger – briterne fra i dag og danskerne fra den 1. februar….
(Indledningsfoto til artiklen: Phil Mosley / Unsplash)
Skriv et svar