Mens flyselskaberne har tusinder af fly stående på jorden i disse uger på grund af COVID-19 pandemien, har de travlt med at gætte på, hvordan tiden efter krisen mon vil se ud.
Nogle selskaber sælger ud af deres fly, fordi de regner med at blive mindre i størrelse i fremtiden. Andre pensionerer ældre fly, afbestiller nye hos Boeing og Airbus – eller benytter anledningen til at skære ned i deres rute-netværk.
Vi har også set flyselskaber, der ifører deres kabine-personale beskyttelses-dragter og visir, som om de arbejdede i et atom-kraftværk.
Endelig er flyselskaberne tvunget til at tænke i nye løsninger for, hvordan de indretter og fylder deres maskiner efter Corona pandemien.
Der kan nemlig sagtens komme krav fra myndighederne om, at midtersæderne skal sløjfes, så passagererne ikke sidder og ånder hinanden i ørerne på Economy Class.
Andre forslag er at lade hver anden sæderække stå tom. På den måde vil et almindeligt rutefly som Airbus A320 eller Boeing 737 kun transportere måske 120 passagerer imod i dag 189.
Sker det, bliver billetpriserne uden tvivl dyrere. Også, selvom lavpris-selskaber som Ryanair og easyJet har spået, at vi vil se en endnu hårdere priskrig i luften, end vi tidligere har oplevet.
Den italienske sæde-fabrikant Avio Interiors har en helt anden idé. Her han man designet nye sæder til Economy Class, hvor passagererne er adskilt fra hinanden via gennemsigtige plexiglas skærme. Lidt i stil med dem, vi i dag ser i mange danske supermarkeder og apoteker.
Det smarte ved Avias idé er, at den kan indføres i eksisterende rutefly uden de store investeringer. Det virus-beskyttende glas kan nemlig monteres på alle eksisterende flysæder på markedet.
Avio Interiors vil tilbyde sine nye ”Glassafe” skærme i både gennemsigtige og lukkede udgaver. Sidstnævnte kan give passageren mere privatliv og f.eks. bestilles hos kabine-personalet. Det kan placere skærmen på få sekunder.
Avios koncept har samtidig den fordel, at midtersædet på en række ikke behøver at stå tomt. Skærmene har samme effekt som ”social distancing” og forhindrer dråber, ånde, snot og mundvand i at flyve over på den nærmeste med-passager.
Omvendt har Glassafe skærmene den ulempe, at de øger flyets vægt. Desuden vil de kræve ekstra rengøring og desinficering efter hver flyvning.
Italienerne er i øjeblikket ved at blive godkendt af lufthavns-myndigheder i flere lande og på EU-plan. Derfor kan Avia ikke på nuværende tidspunkt sige noget om, hvornår de første rute- og charterfly vil gå på vingerne med skærme på sæderne.
Design-firmaet med afdelinger i Rom og Napoli har tidligere vakt stor opmærksomhed med sine idéer til indretning af passagerfly.
For et par år siden viste Avio f.eks. et koncept, hvor alle passagerer stod op i flyet på kortere flyrejser. Avio ville så anbringe stå-pladser med et blødt ryglæn, sikkerhedsseler og et lille klapbord på siden.
Med denne løsning mente italienerne, at flyselskaberne vil kunne proppe mellem 30 og 50 procent flere passagerer i samme maskine. Den idé blev dog aldrig realiseret, og i disse Corona-tider, hvor folk skal holde afstand til hinanden, vil den næppe have en chance.
Den kunne et tredje Avio projekt dog sagtens få. Den er opkaldt efter den romerske gud med to hoveder – Janus – og bryder radikalt med, hvordan sæderækker i dag er indrettet på f.eks. Economy og de fleste Business Classes.
De to ydre sæder på en række vil være placeret fremad-rettet som normalt, mens midtersædet vender omvendt.
I dette koncept anvendes ikke kun skærme i ansigts-højde, men adskillelser i hele sædets højde. Man kan også kalde Janus for en mini-udgave af de separate ”huler”, som flere flyselskaber har indrettet til deres First Class og Business Class kunder….
(Indledningsfoto til artiklen: Avio Interiors)
Skriv et svar