Mens begrebet ”fly skam” er blevet en vigtig faktor i svensk lufttrafik, nøjes de fleste danskere med at tale om det.
De har det kun i munden, når de siger, at de vil skære ned på flyrejser og hoppe over på andre, mindre CO₂ belastende trafikmidler. Men i praksis gør de det ikke.
Meget kunne tyde på, at tyskerne har det ligesom danskerne. De siger én ting og gør noget andet.
En ny analyse viser nemlig, at 41 procent af tyskerne har dårlig samvittighed, når de flyver. 31 procent er neutrale, mens 27 procent er ligeglad med flyskam.
De tyske rejseforskere mener ikke, at folk vil droppe fly i større stil på kort sigt. Til gengæld er publikum mere og mere parat til at betale klima-kompensation for at tage flyveren. Det har 18 procent af de tyske flypassagerer allerede gjort ifølge undersøgelsen.
Ikke desto mindre er antallet af flyrejser over Tyskland faldet en smule i 2019. Da lettede 0,4 procent færre passagerfly end året før. 3,3 millioner for at være mere præcis.
Om det skyldes flyskam eller andre forhold, er svært at vurdere. I hvert fald var det for første gang i fem år, at flytrafikken faldt.
Præcist som i Danmark er økologi, miljø-certifikater og social bæredygtighed blevet vigtigere elementer, når tyskerne skal vælge rejseform og hotel til deres ferie. Valget af rejsemål er dog også påvirket af andre ting som vaner og pris.
Her i 2019 ventes vores nabofolk mod syd at tage på 71 millioner ferierejser på over fem dage. Oveni kommer 92 millioner rejser af kortere varighed – f.eks. weekendture.
61 procent af tyskerne vil holde ferie i deres eget land. Ellers vil de rejse til klassikere som Spanien, Italien og Tyrkiet. Dog siger 42 procent, at de i år vælger en ny destination – bare i de gamle lande….
(Indledningsfoto til artiklen: Free-Photos / Pixabay)
Skriv et svar