Efter at det ungarske lavpris selskab Wizz Air har åbnet sine første ruter i Norge i torsdags, er priserne for flybilletter dykket ned til det laveste niveau nogensinde i vores naboland.
I anledning af den norske Fars Dag, der fejres i morgen søndag, tilbyder Wizz Air, at man kan flyve på indenrigs ruter i Norge for bare 29 norske kroner inklusive skatter og afgifter. Det svarer til 20 danske.
Så billigt har man aldrig kunnet flyve i Danmark, men det kan jo være, at det kommer. Efter ankomsten i Norge ventes Sverige og måske Danmark at blive det næste land, som ungarerne vil erobre.
Wizz flyver nu mellem Oslo, Bergen, Trondheim og Tromsø. Det er de tre hovedruter i Norge, som SAS og Norwegian hidtil har delt mellem sig.
Alene Oslo til Tromsø er en flyvetur på to timer – som mellem København og London eller København og Paris.
Mange havde regnet med, at Norwegian ville svare igen med tilsvarende lave priser. Norge er trods alt hjemmebane for Norwegian, og den skal jo forsvares.
Norwegian har dog foreløbig afvist. Måske fordi selskabet regner med, at Wizz Airs superlave priser kun er kortvarige. Måske fordi Norwegian ganske enkelt ikke har råd til at kaste sig ud i en priskrig.
Wizz Airs pris dumping kommer imidlertid ikke som nogen overraskelse. Da ungarerne gik ind på det italienske marked for et stykke tid siden, røg priserne helt ned på 10 danske kroner.
Wizz bruger dermed samme taktik, som ærkerivalen Ryanair også benytter gang på gang. Normalt reagerer publikum ved at stå i kø for at sikre sig billetter, men altså ikke altid.
Her under Corona krisen har Ryanair forsøgt sig flere gange med dumping – f.eks. også på ruten mellem København og London, hvor en billet kostede ned til 100 kroner.
Det fik dog ikke folk til at strømme til flyene. Ryanair må som andre flyselskaber se sine maskiner lette halvfyldte.
Lidt ironisk kom Wizz Airs superlave pris-udspil fredag dagen efter, at den norske statsminister Erna Solberg havde bønfaldt sine landsmænd om at holde sig hjemme og afstå fra at rejse overhovedet….
(Indledningsfoto til artiklen: Markus Winkler / Pexels)
Skriv et svar