Det kan godt være, at New York er USA’s mest fascinerende by, men det er bestemt ikke spændende at være del af gade-trafikken i amerikanernes største by. Trafikken er kaos og tager uendeligt lang tid om at bevæge sig bare nogle få kilometer.
Derfor er det ikke underligt, at de fleste projekter med fremtidens flyvende taxier tager udgangspunkt i New York. Her er der hårdt brug for en trafikal løsning, og så er New Yorks skyline jo altid flot på billeder.
Taxi-konkurrenten Uber, der blev smidt ud af det danske marked, lever rigtig godt i USA, Så godt, at Uber bruger mange penge på at udvikle fremtidens flyvende og elektrisk drevne hyrevogn.
Den er stadig nogle år fremme i tiden, men Uber afprøver såmænd allerede nu at flyve på egne vinger i New York.
I den forløbne uge åbnede Uber nemlig en helikopter ”shuttle service” for alle sine medlemmer. Den gør det muligt at rejse fra midten af Manhattan og til John F. Kennedy lufthavnen på otte minutter. Eller naturligvis også den modsatte vej.
Med en pris på mellem 200 og 225 USD pr. flyvetur (1.400 til 1.550 kroner) henvender den nye Uber service sig ikke til almindelige turister, men nok snarere forretningsfolk der har travlt.
Uber indledte egentlig sin helikopter-service tilbage i juli, men dengang var det kun særligt udvalgte VIP-medlemmer af Uber Rewards, som havde adgang.
Efterspørgslen har imidlertid været så høj, at Uber har købt ekstra helikoptere og tilbyder nu tjenesten til alle, der har Ubers app på mobiltelefonen. Her kan man booke plads på en Uber Copter op til fem dage i forvejen.
Ubers første ”helipad” – helikopter landingsplads – ligger tæt på Wall Street i downtown New York. Herfra kan man flyve til JFK lufthavnen på ideelt set otte minutter.
Prisen inkluderer så taxi kørsel til både Ubers helikopter plads på Manhattan og til/fra den terminal, man skal bruge i lufthavnen.
Hvor meget tid man så sparer sådan alt i alt, kommer nok an på, hvor i New York man befinder sig. Alene transporten til Wall Street helikopter-pladsen kan tage mange gange længere tid end selvr hoppet ud til JFK..
Uber Copterne har plads til fem passagerer med håndbagage. Der er ikke plads til store kufferter. Hver passager må have en kabine-kuffert og en lille taske med, der må veje 20 kilo tilsammen.
Normalt vil en køretur mellem Manhattan og John F. Kennedy tage mellem en og to timer. Helikopter løsningen vil skære transport tiden ned til 30 minutter, hvis man indregner kørsel til og fra heli-portene.
Uber er bestemt ikke ene om at tilbyde helikopter services mellem New Yorks centrum og lufthavnen.
Nummer ét på det marked er Blade, der flyver mange gange om dagen fra flere holdepladser i New York og til både JFK, LaGuardia og Newark lufthavnene,
Blades helikopter-hop koster 195 USD og inkluderer et lounge ophold forud for afrejse med gratis snacks og lyserød champagne. Den serveres i plastik-glas, der ikke løber over under flyveturen.
Blade tilbyder også sin helikopter service i Los Angeles og San Francisco. Uber Copter siger, at man også har planer om udvidelser til andre storbyer….
https://www.nytimes.com/2019/06/05/travel/uber-helicopter-nyc-jfk.html
Skriv et svar