Hvis I skulle besøge Münchens store lufthavn om fire-fem års tid og undre jer over de mange små fly, der svirrer i luften, har I opdaget Lilium.
Lilium er en lille tysk flyfabrik i Bayern, der handles som noget af det mest hotte i luftfarten for tiden. Meget mere futuristisk end giganterne fra Boeing eller Airbus.
Ideen hos Lilium er at skabe flyvende biler eller små eldrevne fly, der kan glide elegant hen over storbyernes konstant forstoppede gader og veje.
Lilium har nu besluttet, at firmaets minifly skal introduceres på hjemmebanen først. Fra 2025 skal de indsættes mellem München og den nærmeste storby Nürnberg.
Her kan de flytte fem til syv passagerer over afstande på 250 kilometer og med hastigheder op til 280 kilometer i timen. Det er langt hurtigere end biler på jorden eller selv hurtige jernbaner.
Lilium har samtidig den fordel, at flyet ikke behøver store togstationer eller lufthavne. En p-plads til biler er nok, fordi de nye fly kan starte og lande lodret.
Det bedste bliver nok prisen: Den skal være den samme som taxiers nede på jorden. Lilium vil samtidig kunne konkurrere med, hvad togbilletter koster.
Fra begyndelsen skal man betale 300 euro for en rejse fra München til Nürnberg eller omvendt. Senere vil prisen falde til 50 euro, hvilket svarer til en billet i et ICE lyntog.
Hvis de første erfaringer fra München bliver positive, vil Lllium åbne tilsvarende ruter mellem Köln og Stuttgart og mellem andre tyske storbyer. Om vinteren er det også på tale at indsætte de små Lilium fly mellem München og skisports-centre i Alperne.
En tilsvarende udvikling er på vej i Florida i USA, hvor Lilium forhandler en fusion med sin amerikanske konkurrent Joby. Bagefter er det planen, at den nye samlede flyfabrikant skal gå på børsen i New York.
I Florida ser Lilium et kæmpe potentiale i at flytte folk rundt mellem f.eks. golfbaner, fra storbyerne til forlystelsesparker som Disney World eller krydstogtgæster mellem havnemoler og lufthavne.
Lilium er som sådan ikke ny. Her på Trends & Travel har jeg flere gange beskrevet fremskridtene hos den lille tyske fabrikant, når de første prototyper bl.a. er blevet vist i Frankfurts lufthavn eller i Singapore.
I alle disse tilfælde var fly med en hel stribe propellere og rotorer, der blev præsenteret. De nye Lilium fly har i stedet fået små eldrevne jetmotorer, som støjer mindre og forurener stort set nul….
(Indledningsfoto til artiklen: Lilium)
Skriv et svar