Helt i modsætning til den danske regering kan Frankrig godt finde ud af at støtte sin luftfarts-industri med store beløb her under Corona krisen.
Franskmændene gør det dog ikke naivt og en-øjet. Hvis flyselskaber og flyfabrikker skal have penge, skal de gøre noget til gengæld.
Air France er f.eks. blevet tvunget til at skrotte sine ældre passagerfly, der forurener meget. Desuden skal flyselskabet droppe indenlandske ruter, hvis passagererne i stedet kan tage hurtige tog mellem de to byer. Togene kører på el – flyene på CO₂ belastende brændstof – ofte kaldt kerosin.
Nu har den franske præsident Emmanuel Macron spyttet milliarder af euro i et projekt, hvor landets store flyfabrik Airbus skal satse stærkere på alternative motorer til fremtidens fly. Først og fremmest anvendelsen af det nærmest forureningsfri brint.
Frankrigs regering har spændt et sikkerhedsnet på 15 milliarder euro – ca. 113 mia. kroner – i sin luftfarts-sektor. Den står for 300.000 arbejdspladser – heraf alene 35.000 i forskning og udvikling. 1.300 virksomheder laver en årsomsætning på 58 milliarder euro.
Med andre ord er luftfarts-industrien meget vigtig for Frankrig. Den bygger nemlig ikke kun Airbus passagerfly, men også militærfly, raketter og missiler.
Det nye fremtids-program for flymotorer blev allerede præsenteret den 9. juni, men er nu blevet bekræftet og sat formelt i gang. Hele fem ministerier plus præsidentens kontor er direkte involveret i projektet.
De mange penge skal sikre en hurtigere og mere målrettet udvikling af hybrid-elektriske fly samt motorer, der kører med brændstof-celler eller brint. Corona-hjælpen er dermed meget fremadrettet og en stor gulerod for fly-industrien.
Blandt de mere konkrete planer er at udvikle en afløser til Airbus’ bestseller A320. Den skal gå i tjeneste mellem 2033 og 2035, men de første grafikker og tegninger er allerede lækket.
De viser bl.a, at flyet som nu får to motorer, men har smallere vingere og et meget mere buttet skrog. Det kunne tyde på, at Airbus gør plads til batterier, der fylder mere end brændstof-tanke.
A320’erens afløser skal laves i mindst to varianter.
Den ene udstyres med en helt ny generation af jetmotorer, der støjer meget mindre end i dag og brænder 30 procent mindre benzin af.
Den anden variant bliver en hybrid af eldrift og motorer, der kører på brint og brændstofceller. Præcist, som vi også ser det hos personbiler, busser og lastvogne.
De første prototyper af A320-afløseren vil franskmændene have klar mellem 2026 og 2028. På samme tidspunkt kommer et helt ny og mindre regionalfly fra Airbus.
Det skal ikke flyve så langt og kan derfor være oplagt til rent elektrisk transport. Sandsynligvis bliver det dog drevet af samme hybrid af el og brint som storebror.
Dette passagerfly skal allerede være klar til flyselskaberne i 2030….
Indledningsfoto: Martin Winkler / Pixabay)
Skriv et svar