Mange lufthavne inklusive Københavns prøvekører i øjeblikket en ny type skannere, hvor man slipper for at tømme alle sine lommer, hente laptoppen ud af kufferten eller kan have væsker med, uden at de skal ligge i separate poser.
Ingen af de større lufthavne har dog indført de såkaldte C3 skannere som standard. I København vil det f.eks. næppe ske før i 2026.
Helt modsat i den lille Teesside International Airport i det nordlige England, der primært lever af ferie-rejsende sydpå, regionale flyselskaber og en fast rute med KLM til Amsterdam:
Her er man så tilfredse med sine to C3 skannere, at man nu lemper sikkerheds-reglerne for passagerer før alle andre lufthavne i Europa.
”Vi får masser af positive reaktioner fra vores passagerer. Derfor indfører vi nu de nye skannere, så de står klar, når den øgede sommer-trafik kommer i slutningen af marts. De vil gøre turen gennem lufthavnen lettere for hundrede-tusinder af flypassagerer,” skriver Teesides borgmester Ben Houchen i et statement.
De nye regler i den lille lufthavn øger bl.a. den tilladte mængde væske, man må tage med i flyet, fra 100 milliliter pr. flaske til hele to liter.
Passagererne skal heller ikke hive al deres elektronik og nøgler frem af lommer og tasker og lægge den i bakker i sikkerheds-kontrollen. Smartphones, laptops, ure osv. kan blive, hvor de er.
Flere andre lufthavne i Storbritannien ventes at følge Teesides eksempel. De har en frist frem til juni 2024 fra de engelske myndigheder, hvor de nye C3 skannere skal være i drift..
(Indledningsfoto til artiklen: Teesside International Airport)
Skriv et svar