For halvandet år siden vakte Lufthansa pænt opsigt i luftfarts-kredse, fordi flyselskabet ville afprøve en hel ny overflade på sine maskiner, der skulle give betydelige brændstof-besparelser.
Folien er udviklet af den tyske kemi-gigant BASF og have hajernes hud som forbillede. Hajernes hud har en særlig struktur, som får rovfisken til at glide lettere gennem vandet.
Lufthansa og BASF klædte som det første et Boeing 777F fragtfly i den nye AeroSHARK folie. Den har siden vist sig at være effektiv og får derfor nu sin premiere på et passagerfly.
Nu har verdens første passagerfly også fået haj-hud. Det er en Boeing 777-300ER, som Lufthansas datterselskab Swiss bruger på sine lange ruter mellem f.eks. Schweiz og USA.
I de senere uger har 950 kvadratmeter på flyets skrog og jetmotorer fået den nye riflede AeroSHARK folie. Den skal være mere aerodynamisk end flyenes normalt glatte overflade.
Haj-huden skal give en brændstof-besparelse på mindst én procent. Det lyder ikke af så meget, men det er mange penge i et stort passagerfly.
Desuden har den seneste tids voldsomme prisstigninger på brændstof sikkert været med til at sætte ekstra fart på udviklingen.
Ifølge Lufthansa Technik og BASF, der har udviklet AeroSHARK i fælleskab, vil folien give en besparelse på mindst 400 tons flybenzin – kerosin – om året alene på denne Boeing 777-300ER.
Dertil kommer, at AeroSHARK nedsætter det store passagerflys CO₂ udledninger med over 1.200 tons om året – oplyser Swiss.
Lufthansa og Swiss vil nu nøje holde øje med AeroSHARK erfaringerne i de kommende måneder, men allerede nu planlægger det schweiziske flyselskab at iklæde sine øvrige Boeing 777 maskiner den nye kunstige hajhud, når de skal til deres næste store eftersyn.
Går prøveflyvningerne godt, vil Lufthansa Group rulle AeroSHARK ud på alle sine Boeing 777 passager- og fragtfly. Ud over Swiss omfatter gruppen bl.a. også Austrian, Eurowings og Brussels Airlines.
I øjeblikket flyver 11 Boeing 777F fragtfly hos Lufthansa Cargo og 12 Boeing 777-300ER passagerfly hos Swiss.CO₂ besparelsen på disse 23 fly vil udgøre over 25.000 tons om året….
(Indledningsfoto: Lufthansa Technik)
Skriv et svar