Hvis I altid har drømt om at have en ægte hotelseng i jeres soveværelse – måske præcist den, som I snuede i sidste gang, I var på ferie – er chancen der nu.
Det samme gælder for dyner, puder, møbler, lamper og gardiner, som har pyntet hotelværelser i et kendt Roskilde hotel.
I morgen fredag og på lørdag inviterer Scandic Roskilde alle interesserede til at tømme halvdelen af hotellet helt gratis.
Kom med store poser, sækkevogne, trailere, varebiler og lastvogne. Folk skal selv afmontere og bære inventaret ud – og naturligvis selv køre det bort. Det eneste, der ikke må fjernes, er tv og faste installationer i badeværelser.
Scandic hotellet i den sjællandske by skal gennemgå en større renovering i de kommende uger og måneder.
Den slags foregår normalt i en lukket proces, hvor professionelle håndværkere kommer og river det gamle udstyr ud og sender det til bortskaffelse i store containere.
Ledelse og medarbejdere på hotellet synes imidlertid, at det kunne være en sjov idé med en viral kampagne, der gik ind for genbrug hos private borgere – og måske kunne skaffe lidt ekstra penge til Julemærkehjemmet i Roskilde.
Selvom det i princippet er gratis for alle at hente de brugte ting fra hotellet, ser Scandic gerne, at møbel-jægerne giver en lille skærv til et godt formål.
Scandic Roskilde skal igennem en større modernisering, hvor alle hotellets 98 værelser skal renoveres. Det sker i to omgange, og den aktuelle tømning gælder halvdelen – altså 49 værelser.
I løbet af februar kommer turen til de øvrige værelser. Også her vil Scandic gentage ideen med at invitere folk til at tømme hotellet helt gratis.
Hvis ”Tøm hotellet” kampagnen altså bliver en succes i morgen og på lørdag. Det tyder alt på, for Scandic i Roskilde er blevet ringet ned af interesserede, der har læst hotellets Facebook opslag – og set omtalen i flere medier.
Mon ikke der ligefrem bliver kødannelse og en parkerings-plads fyldt med kassevogne og personvogne med jydekrog og trailer hængt bag på?
Ifølge hotellet er alt det gratis inventar naturligvis brugt, men det skulle være i rigtig god stand. Der bliver jo gjort rent hver dag.
Interesserede kan møde op på hotellet mellem klokken 11 og 16 i morgen, fredag den 14. december, og lørdag fra kl. 10 til 12. Scandic hotellet ligger på adressen Ved Ringen 2 i Roskilde….
Skriv et svar