Alle i luftfarts-branchen taler om klima, CO₂ afgifter, elektriske fly og bæredygtige brændstoffer – de såkaldte Sustainable Aviation Fuels (SAF).
Effekterne af den nye grønne flybenzin kendes primært fra teorien og simulationer på computere.
Hvordan de virker på luftkvaliteten i praksis, er Københavns Lufthavn nu som den første gået i gang med at undersøge.
Det sker som led i det EU-finansierede ALIGHT projekt, hvor forskere fra det tyske Zentrum für Luft- und Raumfahrt (DLR) kører rundt i en specialbygget varevogn på lufthavnens arealer på Amager.
Varebilen er fyldt med avanceret måleudstyr og skal. tjekke luftkvaliteten, når et SAS-fly med 35 procent SAF blandet i det normale brændstof ankommer til København fra Stockholm tre-fire gange dagligt over en periode på tre uger.
Når flyet lander i Københavns Lufthavn, måler eksperterne luftkvaliteten, mens flyet er på jorden og kører mellem landingsbanen og gaten. Det er første gang nogensinde, at der bliver foretaget så omfattende målinger i et autentisk lufthavnsmiljø.
“Vi ved, at SAF er med til at mindske CO₂-udledningen, men vi vil også gerne vide, om det er godt for den lokale luftkvalitet,” forklarer Christian Poulsen. Han er driftsdirektør i Københavns Lufthavn.
Der er aldrig tidligere fløjet på så høj en blandings-procent på en kommerciel rute med passagerer i Danmark. Resultater af målingerne er derfor vigtige, når danske fly fremover skal have 50 procent eller hele tanken fyldt med SAF.
Målingerne af luftkvaliteten, når man bruger SAF, er blot én af mange vigtige aktiviteter i EU-projektet ALIGHT, hvor Københavns Lufthavn er fyrtårnslufthavn.
Sammen med 15 europæiske partnere samler Danmarks største lufthavn erfaringer og viden, der kan blive grundlaget for fremtidens løsninger i en mere bæredygtig luftfart.
Københavns Lufthavn selv har ambitioner om, at driften vil være Net Zero i 2030. Det vil sige, at lufthavnen ikke udleder mere CO₂, end den fjerner igen fra atmosfæren.
Senest i 2050 skal hele driften – altså alt inkl. flytrafikken og de virksomheder, der opererer i lufthavnen – være Net Zero….
(Indledningsfoto til artiklen: Københavns Lufthavn)
Skriv et svar