Mange vil sikkert – som jeg – kunne huske Concorden, der fløj med over lydens hastighed mellem Europa og USA gennem 27 år. Fra 1976 til 2003.
Russerne byggede Tupolev TU-144 som konkurrence til Concorde. En prototype af TU-144 styrtede imidlertid ned under Paris Air Show I 1973, og siden så vi aldrig mere det spændende fly i luften over Vesteuropa.
Efter sigende brugte Rusland de øvrige få eksemplarer af TU-144 som supersonisk fragtfly i nogle år derefter. Så at sige verdens dyreste postfly.
Også Boeing i USA ville gerne blande sig i kapløbet dengang. Boeing udviklede SST-konceptet, der havde plads til mange flere passagerer end Concorde. SST kom dog aldrig videre end til tegnebræt og et par små modeller, inden projektet blev droppet.
I mange år var der så ingen, som ville tale om passagerfly, der kunne flyve med over lydens hastighed. De var for dyre at producere, brugte for meget brændstof og larmede helt infernalsk.
Først i de senere år er der dukket nye amerikanske og russiske overlyds-projekter. Der er tale om relativt små maskiner, som flere flyselskaber gerne vil tilbyde til dyrt betalende og travle forretningsfolk.
Også de stemmer har længe været tavse i en periode, hvor alle taler om miljø, CO₂, forurening og højere priser på konventionelt brændstof.
Nu melder et lille schweizisk firma sig imidlertid på banen. Destinus vil bygge det hypersoniske Eiger passagerfly, der bruger brint i sine motorer.
Det skal kunne flyve med fem gange lydens hastighed. I praksis vil det betyde, at Eiger skal kunne flyve mellem London og New York på 90 minutter. I dag tager det typisk seks-syv timer.
Eiger skal også være oplagt til ruterne mellem USA og Australien eller Singapore. Her kan rejsen let tage 17 til 20 timer. Med brintflyet bare fire.
Schweizerne har arbejdet med det dristige projekt gennem flere år. De første prøveflyvninger med en lille model af Eiger blev gennemført i slutningen af 2022.
Destinus har nu fået det spanske videnskabs-ministerium som ny investor. Spanierne har postet 26,7 millioner euro i projektet som led i sine planer for fremtidens brint-baserede fly.
“Vi tester I øjeblikket gas-baserede efterbrændere til jetmotorer. Næste trin bliver at bruge kryogene brændstoffer som f.eks. flydende brint. De vil blive integreret i Destinus-3, der skal stå klar som prototype i 2024,” forklarer Destinus i et statement.
Destinus’ vice president for forretnings-udvikling – Davide Boneth – tilføjer, at yderligere EU-penge vil være nødvendige for at accelerere udviklingen af ny typer motorer, der hverken forurener eller støjer så meget som nutidens jetfly.
Schweizerne er gået sammen med den spanske motorfabrik ITP Aero for at bygge en prøve-station til brint-motorer. Den skal placeres nær Madrid.
Desværre tør hverken Destinus eller det spanske ministerium give et bud på, hvornår vi kan stige ombord på et passagerfly, der kan bringe os verden rundt med flere gange lydens hastighed….
(Indledningsfoto til artiklen: Destinus)
Skriv et svar