Det er efterhånden 21 år siden, at den sidste Concorde fløj passagerer med over lydens hastighed mellem Europa og USA.
Siden da varer flyrejserne på tværs af Atlanten i dobbelt så mange timer eller endnu længere i tidens moderne passagerfly fra Airbus eller Boeing.
Overlyds-fly er dog ikke glemt, men skubbet politisk lidt ned i glemslen.
Problemet var jo, at Concorde både brugte enorme mængder fossilt brændstof og støjede som en hel lufthavn. Den slags passer ikke ind i en meget mere grøn og klima-venlig tidsalder som i dag.
Ikke desto mindre er mindst to flyfabrikker ret tæt på at have fremtidens supersoniske passagerfly klar til afgang.
Tættest på ser kinesiske Space Transportation alias Lingkong Tianxing Technology i Beijing ud til at være med sit Yunxing passagerfly.
Det ret så hemmeligholdte projekt skal have et fly klar allerede i 2027, som skal kunne klare ruten mellem New York og London på lidt over en time. 70 minutter mere præcist.
Samtidig skal det ekstremt hurtige passagerfly fra Kina kunne starte og lande lodret ligesom en helikopter.
Mange kilometer lange startbaner, som Concorde krævede for at komme på vingerne, skal ikke være nødvendige.
Space Transportation fortæller, at man med succes har gennemført en test-flyvning med den første prototype af Yunxing.
Det nye passagerfly med den sylespidse krop skal være i stand til at nå en tophastighed på Mach 4, hvilket svarer til ca. 4.200 kilometer i time eller 3.000 nautiske mil.
Det er næsten dobbelt så hurtig som Concorde og kan transportere passagerer mellem Beijing og New York nonstop på bare to timer.
Kina har ikke den store succes med egne passagerfly:
Først efter flere års forsinkelser er den kinesiske C919 konkurrent til Airbus A320 og Boeing 737 for nylig begyndt at røre på sig på eksport-markederne.
Derfor ved ingen sådan rigtigt, om det spændende Yunxing fly er en computer-skabt utopi eller en benhård virkelighed, der kan tage arven op efter Concorde.
Amerikanerne har også deres egen Concorde på vej. Den hedder Overture og kommer fra den lille flyfabrikant Boom Aerospace..
Dens udvikling har været meget mere offentlig og beskrevet løbende gennem årene.
Fabrikshallerne til det super-hurtige passagerfly er under opførelse i den amerikanske delstat Colorado, og flere flyvninger gennemført af XB-1. Det er en mini-udgave af det endelige fly.
Boom regner dog ikke med, at Overture går på vingerne med passagerer ombord før tidligst i 2029….
(Indledningsfoto til artiklen: Space Technology)
Skriv et svar