Europas største lavpris selskab Ryanair har været hårdt ramt af strejker blandt piloter og kabine personale i de seneste par måneder. Alligevel vokser og vokser Ryanair i passagertal.
I den netop overståede september fik Ryanair således 11 pct. flere passagerer end i samme periode for et år siden. Mere præcist transporterede Ryanair 13,1 millioner gæster i årets niende måned.
Den store fremgang dækker dog over, at Ryanair nu kan indregne passagertallene fra datterselskabet Laudamotion. Det købte Ryanair 75 pct af i august.
Uden Lauda med i regnestykket sted Ryanairs passagertal med mere moderate seks procent til 12,6 millioner i september. Med andre ord kom en halv million gæster fra det østrigske datterselskab.
Alt om er dog langt fra fryd og gammen hos Ryanair. Så sent som i mandags måtte flyselskabet dæmpe sine forventninger til overskuddet i år. De mange strejker ser ud til at koste Ryanair mindst en milliard kroner på bundlinien.
Ryanair mener desuden at kunne mærke, at rejsende er begyndt at finde andre flyselskaber. De har ikke længere samme tillid til, at de kan komme frem i tide – eller overhovedet – hvis de bruger det irske lavpris gigant.
Således oplever Ryanair i øjeblikket et tydeligt fald i bookinger til efterårsferien og juleferien – sammenlignet med samme tidspunkt for et år siden.
Dertil kommer så, at Ryanair – som alle andre flyselskaber – lider under stigende priser på flybrændstof….
Skriv et svar