Kastrup er ikke kun Danmarks suverænt største lufthavn. Her vil man også lægge hus til et af landets største kunstværker.
Det er 280 meter langt og seks meter højt. Maleriet er det største, som den danske kunstner Ruth Campau har skabt i sin karriere.
Ruth Campau har derfor udsmykket værkets 250 enkelte plader i et midlertidigt værksted i lufthavnen sammen med to assistenter. Undervejs har de benyttet en tre meter lang kost.
Kunstværket skal skjule ombygningen af terminalen og bliver meget svært at overse for de omkring 25.000 rejsende, der hver dag passerer det centrale område i Københavns Lufthavn.
”Vores passagerer skal have en rar oplevelse, når de bevæger sig gennem lufthavnen. Kunstværker giver noget roligt at se på i den ellers ofte stressede rejse-situation i stedet for byggeri og kraner,” forklarer Lise Agerley Kürstein. Hun er kommunikations- og pressechef i Københavns Lufthavn.
Det nye kunstværk skærmer for et af de største byggerier i lufthavnens historie. Terminal-området mellem Gates B og C bliver udvidet for at skabe bedre plads til bagage-udlevering, paskontrol, butikker og restauranter.
Dele af lufthavnens nye terminal-område vil stå klart i 2026, mens det endelige byggeri ventes at stå færdigt i 2028.
Lidt mere om det nye giga-kunstværk
- Kunstværket bærer titlen “Something in the way we move”
- Værket er blevet til i et samarbejde mellem Københavns Lufthavn, Ruth Campau, kunstbureauet Creator Projects og Zeso Architects
- Arbejdet med maleriet har været i gang siden oktober 2023
- Hele maleriet er produceret i lufthavnen, inkl. de 45 farver, som er blandet på stedet
- I takt med, at byggeriet skrider frem, vil kunstværket ændre form, position og udtryk
(Indledningsfoto til artiklen: Mads Armgaard / CPH)
Skriv et svar