I de senere dage har mange rejsende i Københavns Lufthavn været generet af strejker hos SAS’ bagage-personale, der har kostet både forsinkelser og aflysninger af adskillige fly-afgange.
Heldigvis kom ingen til skade eller i fare ved arbejds-nedlæggelserne, selvom det naturligvis surt at rejse uden at få sine kufferter med.
Helt anderledes katastrofalt kunne det være blevet, hvis en flymekaniker hos American Airlines i Miami var lykkes med sin specielle form for protest mod dårlige arbejds-betingelser.
Mekanikeren ved navn Abdul-Majeed Marouf Ahmed Alani havde bevidst saboteret navigations-systemet u et passagerfly, der kort efter skulle lette fra Miami i Florida med Nassau på Bahamas som mål. Flyet havde 150 passagerer ombord.
Heldigvis var piloterne i American Airlines flyet årvågne og snarrådige, da de så flere advarsels-lamper blinke i cockpittet, da de forsøgte at dreje op for omdrejningerne i de to jetmotorer.
Alarmen kom fra et system, der måler hastighed, positionen af flyets næse og flere andre kritiske områder af en flyvning.
Piloterne huskede, at lignende problemer er årsagen til, at Boeing har startforbud på sine 737 MAX maskiner. To af dem er styrtet ned i oktober sidste år og marts i år med i alt 346 dræbte.
Piloterne slukkede derfor straks for flyet og tilkaldte mekaniker-assistance. De opdagede hurtigt, at et lille stykke skum var limet fast på et såkaldt Air Data Module i flyets navigations-system. Det kunne kun være gjort som sabotage.
Avisen ”Miami Herald” skriver, at den farlige episode fandt sted den 17. juli, men først blev offentliggjort i fredags i forbindelse med en retssag mod sabotøren.
Han blev nemlig hurtig fundet, da politi og American Airlines’ sikkerheds-folk kiggede overvågnings-videoerne fra Miami International Airport igennem.
En af optagelserne viste en person, der kom kørende op til flyet, efter at det var klargjort i flyselskabets hangar. Personen arbejdede i syv minutter omkring den del af maskinen, hvor de vitale målesystemer sidder, inden han kørte væk igen.
Sabotøren blev hurtigt identificeret og anholdt. Det var flymekanikeren Alani, der havde en haltende gang, som hans kolleger i lufthavnen hurtigt kunne genkende.
Alani har senere erkendt sin udåd. Han havde været sur over lønforhandlingerne mellem sin fagforening og American Airlines, som ikke kom ud af stedet.
Ved at manipulere lidt ved flyet, ville han fremtvinge, at han blev kaldt på overarbejde. De ekstra penge kunne han godt bruge.
Ifølge FBI hævdede Alani, at han aldrig havde haft til hensigt at skade hverken fly, passagerer eller det flyvende personale.
Han mente, at hans fiflerier kun ville skabe forvirring, inden flyet skulle lette. Et kaos, der ville have krævet, at flere mekanikere ville blive tilkaldt – inklusive ham selv.
American Airlines har sloges med fagforeningerne i flere måneder. Parterne har nu besluttet at genoptage forhandlingerne den 16. september i Washington – med en professionel forligsmand på sidelinien.
American er verdens største flyselskab målt i antal fly (940 styk), omsætning, antal passagerer og antal af destinationer (350).
Mekanikeren er nu fængslet og anklaget for at have saboteret og ødelagt et passagerfly med vilje. Han får nok ikke lov til at reparere på fly nogensinde mere….
Skriv et svar