For sjette år i træk indtager svenske Gøteborg positionen som den mest bæredygtige og klimarigtige storby på denne jord.
Det viser det netop offentliggjorte Global Destination Sustainable Index 2022 (GDSI), hvor 70 storbyer deltager i konkurrencen om at være verdens grønneste.
Danmark er flot repræsenteret med hele seks byer i Top-20 og tre i Top 10. Det er København på en tredje-plads. Aalborg er nummer fire, mens Aarhus lander som niende-bedst. Længere nede i Top-20 ligger Middelfart, Odense og Svendborg.
GDSI er en sammenlignende rangliste, der blev stiftet i 2016 af organisationen Global Destination Sustainability Movement.
Byerne bliver vurderet på bæredygtighed i alle dimensioner – både hvad angår økologi, sociale forhold og økonomi.
GDSI er således en bred måling af, hvor godt byerne og turisme-industrien – f.eks. hotellerne i byerne – arbejder med bæredygtighed.
Byerne bliver undersøgt for 71 forskellige kriterier, der dækker alt fra udledning af drivhusgasser, genbrug, tilgængelighed, inklusion, tryghed og sikkerhed til grønt certificerede hoteller og restauranter.
Desuden bliver undersøgt, om der findes bæredygtigheds-strategier hos både offentlige og private aktører i de deltagende byer.
For at komme højt på ranglisten er det ikke kun vigtigt, at hotelbranchen er engageret og involveret, men også hvordan byen som helhed arbejder med bæredygtighed og klima.
Gøteborg har sat sig på førstepladsen hvert eneste år, som GDSI har været lavet. Den svenske storby betragter sig selv som pioner inden for bæredygtighed.
Ud over et alsidigt kulturliv er Gøteborg kendt for mange små special-butikker, gallerier og hyggelige konditorier.
Gøteborg er Sveriges næststørste by og omgivet af en typisk svensk skærgård. Byen er også hjemsted for Nordens største forlystelsespark – Liseberg.
Her er til sidst den aktuelle Top-10 liste fra Global Destination Sustainability Movement. Det maksimale, man kan opnå, er 100 procent:
- Gøteborg i Sverige – 92,98 procent
- Bergen i Norge – 88,36
- København i Danmark – 86,70
- Aalborg i Danmark – 86,41
- Bordeaux i Frankrig – 85,10
- Glasgow i Skotland – 84,09
- Stockholm i Sverige – 84,08
- Belfast i Nordirland – 84,01
- Aarhus i Danmark – 83,45
- Oslo i Norge – 83,18 procent
(Indledningsfoto til artiklen: Happy Visuals ( Gøteborg & Co.)
Skriv et svar