Verdens største passagerfly fejrer 15-års fødselsdag den 27. april. Men meget bliver der nok ikke at fejre for Airbus A380.
Hvad der engang skulle være en revolution i luftfarten og en afløser for den legendariske Boeing 747 Jumbo, er nu endt med at være et fly, der skal dø alt for tidligt.
COVID-19 krisen har nemlig accellereret pensionen for den to-etages kæmpe, der kan rumme op til 600 passagerer ad gangen.
For nogle dage siden meddelte Lufthansa, at selskabet vil returnere seks af sine 14 A380 til Airbus allerede nu. Det skulle ellers først være sket i 2020.
For en uge siden sendte British Airways seks af sine kæmper på plejehjem til Chateauroux lufthavnen i Frankrig. Her i påsken fulgte det engelske flyselskabs resterende seks Airbus A380 samme vej. Bye bye giants.
Problemet for det store Airbus fly er, at det slet ikke passer ind i en tid med kraftige nedskæringer, faldende passagertal som følge af Corona virus og en stigende miljø-bevidsthed hos flyselskabernes kunder.
Med sine fire store motorer bruger A380 for meget brændstof, og ideen med at lave hovedruter mellem nogle få store lufthavne holder ikke længere.
I dag vil flyselskaberne hellere købe mindre maskiner, der kan flyve langt mellem flere lufthavne. Som f.eks. Airbus A321 XLR, der nemt kan flyve nonstop over Atlanten eller fra Europa til Asien. De forurener mindre og er meget mere økonomiske i drift.
Airbus har allerede for et par år siden besluttet at lukke produktionen af sit største passagerfly. I de næste par år bygges kun de få, der står i rest-ordre. Måske det heller ikke vil ske.
Når to af Airbus’ største kunder – Lufthansa og British Airways – begynder at sende deres A380 maskiner på pension allerede nu, tyder det på en tidlig død.
Emirates, der med over 100 Airbus A380 i flåden har flest af de gigantiske fly, har endnu ikke meldt ud, hvad det har i tankerne. Men mon ikke der også hos flyselskabet fra Dubai, vil ske ændringer inden længe?
I mellemtiden får Airbus A380 vist, hvad flyet er rigtig god til. Nemlig til at transportere mange mennesker. Adskillige af luftens kæmper har således været i brug til at hente landsmænd hjem fra Østen og den store risiko for at blive ramt af COVID-19.
Lufthavnen i Chateauroux er opkaldt efter den franske flypioner Marcel Dassault. Det var ham, der skabte legendariske maskiner som Concorde og jagerflyet Mirage. Desuden var Dassault med til at danne det fælles-europæiske Airbus.
Den franske lufthavn er kendt i flykredse for som en kirkegård, selvom dens services normalt kaldes det knap så drastiske ”long term storage” af passagerfly….
(Indledningsfoto til artiklen: 272447 / Pixabay)
Skriv et svar