Man siger jo, at den enes død er den andens brød.
Sådan må de to nabolande og historiske fjender Tyrkiet og Grækenland have følt i de senere år.
Politiske uroligheder og terror-angreb fik nemlig turist-strømmen til Tyrkiet og flere nordafrikanske lande til at bryde helt sammen igennem flere år.
Det har især Grækenland og Spanien nydt godt af. De har væltet sig i turister og tjent rigtigt mange penge på de ekstra gæster fra de kolde egne af Europa.
Grækenland kunne således notere en ny rekord i turister sidste år. Både regnet i antal besøgende og i de penge, turisterne lagde i landet.
Ifølge en ny analyse fra den græske nationalbank – Bank of Greence – kom 30,12 millioner udenlandse turister på besøg i 2018. Det er en stigning på 10,8 pct. i forhold til 2017, der også satte rekord.
Turisterne gav indtægter på 121,5 milliarder kroner (16 mia. euro). Også det er 10 pct. mere end året før. Penge, der falder et tørt sted.
Det er nemlig ikke længe siden, at Grækenland blev handlet som et af Europas konkurs-lande med en korrupt offentlig forvaltning og masser af arbejdsløse unge.
Sådan er det ikke længere. Turismen blomstrer, men ikke nødvendigvis altid og for evigt.
Nationalbanken advarer i sin nye rapport om, at væksten vil gå betydeligt langsommere i år. Først og fremmest fordi Tyrkiet har fået stærkt comeback.
Desuden er Tyrkiet meget billigt at rejse til for EU-borgere. Den tyrkiske valutas købekraft er faldet med 40 pct. i forhold til f.eks den danske kroner i det seneste år.
Den største turist gruppe i Grækenland kommer i øvrigt fra Tyskland. Alene sidste år besøgte 4,4 millioner tyskere landet. Det er 18,2 pct. flere end i 2017….
Skriv et svar