Normalt er uautoriserede sprøjte-malere ikke velkomne i nærheden af jernbanetog. Grafitti kan på få øjeblikke fylde en hel togside inklusive vinduer og koste en mindre formue at fjerne igen.
Engang imellem kan graffiti dog også være meget velkomment. Især, når den kan være med til at styrke de budskaber, som et togselskab gerne vil formidle til sine passagerer.
Det er netop, hvad der er sket hos Deutsche Bahn (DB) i Tyskland.
Helt uden, at DB anede, hvad der foregik, pyntede den kendte graffiti-maler Razor snuden på et ICE tog ved en natlig aktion forleden dag.
Resultatet var ikke de sædvanlige grimme ”tags” og initialer, som man ser sprayet på mure og tog overalt i storbyerne.
Nej – i dette tilfælde fik ICE-toget malet en ansigts-maske på snuden. Flot lakeret i pink med gule hjerter på. Straks efter kunne alle Razors følgere på Instagram beundre hans nye værk.
Deutsche Bahns reaktion forbløffede til gengæld mange: Fremfor at klage over nok en omgang hærværk roste jernbanen ligefrem Razors værk.
Via sin Twitter konto skrev DB følgende:
”Selv spraydåse-skurke, der ellers sjældent tænker sig om, har forstået det. Tænk over det – alle jer, der ikke tager mundbind på i toget.”
Deutsche Bahn bruger nu graffitien til at minde folk om, at de skal bære ansigts-masker i alle offentlige transport-midler i Tyskland. Også i togene.
Ifølge de tyske medier er det ikke altid lige nemt for togselskabet at få sine passagerer til at holde sig til reglerne. Derfor er en natlig aktion som Razors meget velkommen.
DB er også blevet kritiseret for ikke at håndhæve kravet om mundbind stramt nok. Selv Tysklands trafikminister Andreas Scheuer måtte løfte en pegefinger.
Nu bliver folk,der nægter at tage maske på, smidt af toget igen. I nogle tyske storbyer vanker der også bøder….
(indledningsfoto: razor_first / Instagram)
Skriv et svar