Det er kun en uge siden, at den danske chef for den Spanske Stats Turist Bureau var fremme med en opfordring til, at Udenrigsministeriet omsider åbner for regionale rejsevejledninger i stedet for stædigt at holde fast i anvisninger, der gælder hele lande.
En mere nuanceret bedømmelse af Corona smittefaren ville f.eks. hjælpe De Kanariske Øer, der er danskernes og mange andre nordeuropæeres favorit rejsemål i vinterhalvåret.
Således har Tyskland og England tilladt rejser til Kanarerne i de seneste par uger, mens resten af Spanien er lukket land.
Regionale rejsevejledninger ville ikke have hjulpet i dag, for i mellemtiden har Danmark lukket sig næsten helt ude fra resten.
Rejser til alle lande frarådes, men forbydes ikke. Derfor er der stadig en del danskere, som tager afsted på ferie på egen hånd.
Hvis deres mål er Gran Canaria, Tenerife og naboøerne, vil de rende ind i nye strammere regler for ankommende turister. Øerne har nemlig også mærket Corona virussets ånde.
Regional-regeringen på Kanarerne har nemlig besluttet, at alle rejsende udefra fremover skal forelægge en Corona test, der ikke er mere end 72 timer gammel.
Hvis turisterne ikke bliver kontrolleret i lufthavnen, skal hotellerne kontrollere for hver gæst, at han eller hun har en gyldig og negativ Corona test med.
Ifølge det lokale medie ”Tenerifa News” kan hotellerne, nægte gæsterne adgang så længe, indtil en test er klar. Også selvom turisterne har booket og betalt værelse eller lejlighed på forhånd.
Hvis gæsterne først får den lavet, når de er landet, skal de sidde i isolation, indtil testens resultat foreligger….
(Indledningsfoto til artiklen: Gerardo Antonio Romero / Pixabay)
Skriv et svar