Inden Corona havde Hong Kong over 56 millioner udenlandske turister om året. Siden er tallet faldet til næsten nul, og det er det stadig, selvom det meste af verden har åbnet for rejser.
For en uge siden droppede Hong Kong omsider de fleste af sine restriktioner, men vil nu gøre en ekstra indsats for at få turisterne tilbage så hurtigt som muligt.
Ifølge nyhedstjenesten CNN vil Hong Kong gøre det ved at uddele 500.000 gratis flybilletter til interesserede. Billetterne er købt af Hong Kongs luftfarts-myndigheder (AAHK), der har betalt 254,5 millioner amerikanske dollars for dem eller 1,9 milliard danske kroner.
Hvordan de mange billetter skal fordeles, vil AAHK beslutte i de næste par år, men primært udenlandske turister og til en vis grad også Hong Kongs egne indbyggere skal få glæde af dem.
Det ventes også, at Hong Kongs kriseramte flyselskab Cathay Pacific vil blive den store vinder af kampagnen. Cathay, der før Corona blev betragtet som et af verdens bedste flyselskaber, har været en skygge af sig selv i de seneste par år.
Hong Kong er i dag den del af Kina, som det er lettest at rejse til. Kineserne opretholder fortsat strikse regler om Corona, hvor hele storbyer bliver lukket ved den mindste mistanke om smitte.
Som beskrevet tidligere her på Trends & Travel lempede Hong Kong sine regler den 26. september, så udlændinge ikke længere skulle indlede deres besøg med tre ugers karantæne for egen regning på et hotel. Senere blev isolationen dog skåret ned til en uge og til sidst tre dage.
For at komme ind i Hong Kong skal man dog fortsat have beviser med på, at man er fuldt vaccineret og har fået fået foretaget både en negativ PCR- og en kvik-test.
Efter ankomst skal turisterne gennemgå en tre-dages overvågnings-periode, hvor de ikke må gå på restaurant, bar eller i indkøbscentre.
Desuden skal de have nye PCT-tests gennemført på anden-, fjerde- og sjette-dagen af sit besøg. Dertil kommer en kviktest efter en uge….
(Indledningsfoto til artiklen: Alexa / Pixabay)
Skriv et svar